Regler om støtte til hjælpemidler

Personer med en varig funktionsnedsættelse kan få støtte til hjælpemidler, der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen eller lette hverdagen, eller som er nødvendige for udøvelse af erhverv. Læs her om, hvilke regler der gælder for bevilling af hjælpemidler, og hvilke betingelser, der skal være opfyldt, for at få bevilliget et hjælpemiddel.

 

GENVEJE

• Hjælpemidler efter servicelovens § 112
• Personkreds for hjælpemidler efter servicelovens § 112
• Kriterier for bevilling
• Hvad er hjælpemidler?
• Hjælpemidler til personer med midlertidig funktionsnedsættelse (midlertidig støtte)
• Børn med funktionsnedsættelse
• Særlige bestemmelser for visse hjælpemidler
• Hvordan ydes hjælpemidlet?
• Konkret og individuel vurdering af personens samlede situation
• Forenklet sagsbehandlingsprocedure i enkle og entydige sager
• Leverandøraftaler og frit leverandørvalg
• Anskaffelse inden bevilling
• Økonomiske forhold
• Krav på begrundelse og klagevejledning
• Klage
• Rådgivning og vejledning
• Befordringsgodtgørelse
• Reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler
• Udgifter der følger af brug af hjælpemidlet (drift, rengøring, vedligeholdelse mv.)
• Afgrænsning i forhold til anden lovgivning (sektoransvar)
• Sagsbehandlingsfrist i tilfælde, hvor en person tidligere har modtaget støtte til hjælpemidler efter anden lovgivning
• Yderligere information
• Hjælpemiddelcentraler og hjælpemiddelbaser

 

RETUR TIL INDEX

Hjælpemidler efter servicelovens § 112

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Bevilling af hjælpemidler skal samtidig medvirke til, at personen får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og skal i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

Tildeling af et hjælpemiddel skal desuden sikre, at personer med varigt nedsat funktionsevne, der ønsker at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet, får mulighed for det.

Reglerne om støtte til hjælpemidler findes i § 112 i lov om social service (serviceloven). Servicelovens regler om hjælpemidler er uddybet i bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter lov om social service (hjælpemiddelbekendtgørelsen) samt i vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder (hjælpemiddelvejledningen).

 

RETUR TIL INDEX

Personkreds for hjælpemidler efter servicelovens § 112

Bestemmelsen i servicelovens § 112 om bevilling af hjælpemidler omfatter personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, dvs. personer som i daglig tale benævnes personer med handicap, herunder personer med aldersbetinget nedsat funktionsevne.

Det er således en betingelse, at personen har et behov på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne f.eks. som følge af et medfødt eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der gør et hjælpemiddel nødvendigt.

Der skal som udgangspunkt være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Det betyder, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Normalt vil lidelsen være en belastning for personen resten af livet.

Behovet for støtte kan f.eks. være at få kompenseret et nedsat syn, nedsat hørelse eller nedsat mobilitet f.eks. i form af lammelser som følge af en rygmarvsskade.

Der er mulighed for at få bevilget hjælpemidler i en tidsbegrænset periode, inden funktionsnedsættelsens varighed og omfang er endeligt afklaret.

 

RETUR TIL INDEX

Kriterier for bevilling

Som beskrevet ovenfor er det et krav, at mindst én af følgende betingelser skal være opfyldt, før der kan ydes støtte til hjælpemidler. Dette fremgår af servicelovens § 112, stk. 2

Hjælp kan således ydes, hvis hjælpemidlet:

1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Væsentlighedskravet

Hjælpemidlet skal enten i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Vurderingen af væsentlighedskravet er konkret og individuel, og spørgsmålet om, hvorvidt kravet om væsentlighed er opfyldt, fastlægges ud fra en samlet vurdering af hjælpemidlets betydning for at kunne afhjælpe personens funktionsnedsættelse eller lette den daglige tilværelse i hjemmet. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på bl.a.

• helbredsmæssige forhold,
• sociale forhold, og herunder familiemæssige forhold, f.eks. børn i familien,
• hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og
• om der evt. kan findes andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på.

Det afgørende er, at behovet for hjælpemidlet sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig afhjælpning af de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet.

Hvis der allerede er bevilget andre hjælpemidler, der dækker behovet for afhjælpning, er det afgørende, om det ansøgte hjælpemiddel yder en supplerende eller bedre afhjælpning af funktionsnedsættelsen.

I principmeddelelse 77-15 fandt Ankestyrelsen, at en epilepsialarm i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af et barns nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette hans daglige tilværelse i hjemmet. Ankestyrelsen lagde ved væsentlighedsvurderingen særligt vægt på karakteren og farligheden af barnets epileptiske anfald.

I principmeddelelse C 38-08 fandt Ankestyrelsen, at blot et af kriterierne i servicelovens bestemmelse om hjælpemidler skulle være opfyldt, for at der kunne ydes støtte til en person, der var omfattet af personkredsen.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen imidlertid, at de ansøgte hjælpemidler i form af en trappelift og en transportabel lift ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette ansøgers daglige tilværelse i hjemmet.

Den daglige tilværelse i hjemmet

Ved vurderingen af kravet om, at hjælpemidlet kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, kan kommunen bl.a. lægge vægt på hjælpemidlets funktion og vigtighed i forbindelse med personens ophold i hjemmet. Der kan f.eks. lægges vægt på betydningen for den pågældendes mulighed for så vidt muligt at klare sig uden hjælp fra andre eller, at den pågældende fortsat har mulighed for at klare sig og forblive i eget hjem.

Herudover kan der lægges vægt på hjælpemidlets funktion for andre, der hjælper personen til dagligt i hjemmet. Der kan f.eks. være tale om en lift eller en særlig seng, som f.eks. en hjælper eller et familiemedlem bruger ved hjælp eller pleje af personen.

De sociale forhold, herunder om personen har ægtefælle og børn, skal tages i betragtning ved vurderingen af behovet for et hjælpemiddel. Det forventes dermed som udgangspunkt, at f.eks. ægtefælle eller børn medvirker ved udførelse af praktiske opgaver i hjemmet. Det offentlige kan dog ikke pålægge børn af personer med nedsat funktionsevne mere arbejde i hjemmet end andre børn på samme alder udfører, ligesom det offentlige heller ikke kan pålægge en evt. ægtefælle arbejde i hjemmet udover, hvad der er normalt og ligger inden for rimelighedens grænser.

Udøvelse af erhverv

Ved vurderingen af, om et hjælpemiddel er nødvendigt for, at personen kan være i erhverv, lægges vægt på, om hjælpemidlet er nødvendigt for, at personen kan være i erhverv. Hjælpemidlet skal således være en forudsætning for, at personen overhovedet kan være i erhverv og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det er desuden en forudsætning for støtte til hjælpemidler efter § 112, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dette fremgår af servicelovens § 115.

I forhold til hjælpemidler til udøvelse af erhverv bemærkes, at der gælder særlige regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kompensation til handicappede i erhverv om hjælpemidler til personer, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, uddannelseshjælp, kontanthjælp og sygedagpenge m.v., og som har behov for hjælpemidler med henblik på at fremme, at den pågældende opnår eller fastholder ordinær beskæftigelse, ansættelse i fleksjob eller kan deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v., herunder f.eks. virksomhedspraktik, løntilskudsjob m.v. Det kan være hjælpemidler som f.eks. undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.

Det er således kun, hvor det ansøgte hjælpemiddel til brug i erhverv ikke kan henføres til bestemmelser om hjælpemidler i f.eks. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv eller anden lovgivning, at ansøgningen behandles efter § 112 i serviceloven om hjælpemidler.

Hvis der er tale om et generelt kompensationsbehov, som er uafhængigt af, hvilket erhverv personen bestrider, kan der bevilges hjælpemidler efter servicelovens § 112.

I principmeddelelse 58-09 fandt Ankestyrelsen, at en servicehund måtte anses for at være et hjælpemiddel. Selv om servicehunden ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet, vurderedes det i den konkrete sag, at servicehunden var nødvendig for, at ansøger kunne udføre sit erhverv.

Læs mere om reglerne hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kompensation til handicappede i erhverv nedenfor i afsnittet ”Afgrænsning i forhold til anden lovgivning (sektoransvar)”

 

RETUR TIL INDEX

Hvad er hjælpemidler?

Hjælpemidler er i servicelovens forstand defineret som produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, modsat f.eks. forbrugsgoder, der er produkter, der bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Om et produkt er et hjælpemiddel for ansøgeren afhænger af, hvilket behov brugen af det skal afhjælpe. Som eksempel kan nævnes engangshandsker, gaze, gazeservietter og cremer, der normalt er at betragte som forbrugsgoder, der bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, men som trods det skal behandles efter reglerne om hjælpemidler, når de er nødvendige til brug ved stomi, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 44-18 omtalt nærmere nedenfor

Det er en betingelse for at få støtte til et hjælpemiddel efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet opfylder hjælpemiddelbeskrivelsen.

Bestemmelsen i servicelovens § 112 om hjælpemidler finder anvendelse på alle typer af hjælpemidler omfattet af hjælpemiddelbeskrivelsen, dvs. både engangshjælpemidler og genbrugshjælpemidler.

Der findes mange former for hjælpemidler. Nedenfor ses en liste over en række almindelige hjælpemidler.

• Mobilitets- og befordringshjælpemidler f.eks. stokke, rollatorer, kørestole (elektriske og manuelle kørestole, herunder både standardkørestole og individuelt tilpassede kørestole) samt cykler
• Hjælpemidler til forflytning f.eks. støttegreb, glide- og vendehjælpemidler, hjælpemidler til ind- og udstigning af bil, personløftere, herunder loftlifte og gulvlifte og løftesejl.
• Hjælpemidler til bad og personlig pleje f.eks. badestole, badekarssæder, børster med særlige greb samt hjælpemidler til pleje af hud, hår og negle.
• Hjælpemidler til toiletbesøg f.eks. toiletforhøjere, toiletarmstøtter, toiletstole samt toiletsæder med indbygget vaske- og tørrefunktion
• Beklædning og hjælpemidler til påklædning f.eks. ortopædisk fodtøj, specialsyede beklædningsgenstande, strømpepåtagere, strømpeaftagere, jakke- og buksepåtagere samt påklædningspinde m.v.
• Hjælpemidler til at sidde og ligge f.eks. stole med særlige funktioner, forhøjerklodser, lejringspuder, sengeheste samt plejesenge.
• Spise- og drikkehjælpemidler f.eks. bestik, kopper, glas eller tallerkener, der er specialdesignet eller med særlig udformning.
• Husholdnings- og madlavningshjælpemidler f.eks. redskaber, værktøjer og apparater med særlige betjeningsmuligheder, særlige funktioner eller særlig udformning.
• Kommunikationshjælpemidler f.eks. talemaskiner, stemmeforstærkere, kommunikationssoftware, symboltavler, skrive- og læsehjælpemidler og nødkald.
• Hjælpemidler til betjening og omgivelseskontrol f.eks. fjernbetjeninger, gribere, holdere, underarmsstøtter, belysningskontrol og betjeningspinde.
• Hjælpemidler til struktur, overblik og hukommelse f.eks. særlige kalendere og tidsplaner, nedtællingsure, soft- og hardware til visualisering af rækkefølger, medicinæsker med påmindelsesfunktioner samt redskaber, som understøtter dagligdagsrutiner.
• Sansestimulerende hjælpemidler f.eks. tyngdedyner og tyngdeveste.
• Hjælpemidler særligt til børn f.eks. elektrisk højdeindstillelige pusleborde, særlige lege- og aktivitetsredskaber samt særlige autostole, barnesenge, barnestole, barnevogne og klapvogne

Ofte anvendes betegnelsen ”kropsbårne hjælpemidler” i den kommunale praksis som en fælles betegnelse for en særlig gruppe af hjælpemidler, der bæres på kroppen. Kropsbårne hjælpemidler (også kaldt personlige hjælpemidler) er imidlertid ikke lovgivningsmæssigt afgrænset eller præciseret.

Nedenfor ses en liste over en række almindelige kropsbårne hjælpemidler:

• Stomihjælpemidler, herunder stomiposer, stomiplader og særlige produkter til at håndtere en stomi, f.eks. gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi
• Inkontinenshjælpemidler (f.eks. katetre), bleer m.v.
• Kompressionsstrømper
• Særlige beklædningsgenstande
• Ortopædisk fodtøj eller fodindlæg
• Proteser f.eks. arm-, ben-, bryst- og øjenproteser
• Støttekorsetter og bandager
• Kropsbårne synshjælpemidler til personer med varig øjenlidelse.
• Hudpræparater f.eks. plastre, cremer eller kosmetiske præparater, som kan være hudbeskyttende eller huddækkende
• Diabeteshjælpemidler
• Høreapparater
• Paryk (ved varigt hårtab)

På Socialstyrelsens hjemmeside Hjælpemiddelbasen kan man desuden se eksempler på hjælpemidler, der kan bevilges ved forskellige funktionsnedsættelser. Listen er ikke udtømmende. Det betyder at der kan bevilges hjælpemidler via § 112 i serviceloven m.v., selvom de ikke findes på hjælpemiddelbasen.

Ankestyrelsen har i nogle principmeddelelser taget stilling til, hvad der kan være omfattet af begrebet hjælpemidler.

I principmeddelelse 58-09 fandt Ankestyrelsen, at en hund kunne være et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112. Konkret fandt Ankestyrelsen, at ansøger derfor kunne få støtte til den ansøgte servicehund som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen vurderede således, at en hund i særlige tilfælde kunne ligestilles med et produkt, der var fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Selv om servicehunden ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet, vurderedes det i den konkrete sag, at servicehunden var nødvendig for, at ansøger kunne udføre sit erhverv.

I principmeddelelse 44-18 fandt Ankestyrelsen, at produkter til håndtering af stomi (gaze, gazeservietter, creme og handsker) måtte anses for at være en integreret del af stomihjælpemidler. Et produkt, der er meget nært knyttet til et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab, må anses for en integreret del af hjælpemidlet eller behandlingsredskabet.

Udstyr og tilbehør, der er nødvendigt for, at en person kan anvende et bevilget hjælpemiddel, er således så nært knyttet til hjælpemidlet, at det må anses for at være en integreret del af dette. Det er kommunen, der er ansvarlig for denne ydelse. Eksempler på udstyr og tilbehør, der er en integreret del af hjælpemidlet: gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi. Produkterne kunne derfor bevilges af kommunen efter serviceloven.

I principmeddelelse 10-16 fastslog Ankestyrelsen, at der kan ikke ydes støtte til udgifter, som følger af brugen af hjælpemidlet (driftsudgifter). Abonnementsudgifter til en hjælpemiddel-app og udgifter til fastnetabonnement til brug for et nødkald er ikke driftsudgifter, da der ikke er tale om udgifter, som følger af brugen af hjælpemidlet. Abonnementerne er en forudsætning for, at app’en og nødkaldet kan anvendes efter deres formål.

En app er et hjælpemiddel, hvis app’en er fremstillet med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne. Hvis et abonnement er en forudsætning for at kunne anvende app’en efter dens formål, skal kommunen afholde abonnementsudgifterne.

Et fastnetabonnement til brug for et nødkald kan – ligesom abonnementsudgifter til en app – bevilges som en del af hjælpemidlet, når et fastnetabonnement er en forudsætning for, at nødkaldet kan fungere. Det er en forudsætning, at personen ikke i forvejen har et fastnetabonnement. Det er alene abonnementet, der kan bevilges sammen med nødkaldet. Dvs. at udgifter til telefonopkald ikke er omfattet, og personen skal derfor selv afholde sådanne udgifter. Ved indgåelse af fastnetabonnement kan kommunen tage udgangspunkt i det billigst, nødvendige abonnement.

I principmeddelelse 73-16 fastslog Ankestyrelsen, at kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Nogle produkter kan have særlige funktioner, der gør, at de ikke entydigt kan karakteriseres som enten et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering af produktets funktion. Om et produkt skal behandles efter reglerne om hjælpemidler afhænger af, om produktet er fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Forbrugsgoder omfatter derimod produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Ankestyrelsen fandt i principmeddelelsen, at en hvilestol skal bevilges som et hjælpemiddel, hvis der er tale om en hvilestol med funktioner/indstillingsmuligheder, der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Dvs. at hvilestolen skal have en primær handicapkompenserende funktion.

Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til personer med stift hofteled), katapultstole (til personer, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig) og arbejdsstole med elektrisk højdejustering samt bremse.

I principmeddelelse 261-09 fandt Ankestyrelsen, at et ståstøttebord i det konkrete tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel. Ståstøttebordet havde ikke til formål at afhjælpe de varige følger af ansøgerens funktionsnedsættelse, men derimod gennem træning at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af funktionsniveauet

 

RETUR TIL INDEX

Hjælpemidler til personer med midlertidig funktionsnedsættelse (midlertidig støtte)

Kommunen kan yde støtte til hjælpemidler i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte til hjælpemidler i øvrigt er opfyldt, dvs. hvis hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at personen kan udøve et erhverv.

Ved midlertidigt nedsat funktionsevne forstås, at der inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der alene i en tidsafgrænset periode vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne.

Reglerne om hjælpemidler til personer med midlertidig funktionsnedsættelse fremgår af servicelovens § 113 b, stk. 1 og er uddybet i hjælpemiddelvejledningens pkt. 10-12.

Bestemmelsen finder anvendelse på alle typer af hjælpemidler, dvs. såvel engangshjælpemidler som genbrugshjælpemidler f.eks. rollator, kørestol m.v.

Hjælpemidler til personer med midlertidig funktionsnedsættelse ydes som naturalhjælp. Da hjælpen ydes som naturalhjælp, finder fritvalgsordningen på hjælpemiddelområdet ikke anvendelse. Reglerne om leverandøraftaler og frit leverandørvalg uddybes nærmere nedenfor.

Der kan alene ydes støtte til det pågældende hjælpemiddel én gang inden for samme tidsbegrænsede periode. Hvis der er tale om to eller flere indbyrdes adskilte perioder, vil der kunne ydes støtte én gang i hver periode. Der er derimod intet til hinder for at yde støtte til flere forskellige hjælpemidler én gang inden for samme periode.

At der har været ydet midlertidig støtte efter servicelovens § 113 b ud fra en vurdering af, at personens funktionsnedsættelse er midlertidig, er ikke til hinder for, at der efterfølgende kan ydes støtte efter bestemmelsen i servicelovens § 112 om hjælpemidler til personer med varige behov, hvis funktionsnedsættelsen senere viser sig at være varig. Hvis personens funktionsnedsættelse allerede fra begyndelsen af forløbet kan anses som varig, skal der ydes støtte efter servicelovens § 112 om hjælpemidler til personer med varige behov.

Servicelovens § 113 b vil f.eks. kunne finde anvendelse for en person i et rehabiliteringsforløb, som kommunen låner en el-scooter i en tidsbegrænset periode på f.eks. to måneder med henblik på, at personen kan fastholde kontakten til arbejdsmarked, uddannelse eller sociale relationer.

Derimod vil bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse, hvis en person er i et behandlingsforløb på grund af et brækket ben og midlertidigt har behov for at benytte kørestol eller albuestokke. Her vil kørestolen eller albuestokkene betragtes som et behandlingsredskab og skulle udleveres af sygehusvæsenet, jf. princippet om sektoransvar, hvorefter den sektor, der stiller en ydelse til rådighed for borgerne, har ansvaret for at sikre, at denne ydelse også er tilgængelig for personer med funktionsnedsættelse.

Kommunen skal træffe afgørelse om midlertidig støtte ud fra en konkret og individuel vurdering af personens behov. Det skal fremgå af afgørelsen, for hvor lang en periode det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode tildeles. Det er kommunen, der foretager denne vurdering på baggrund af en konkret og individuel bedømmelse af de foreliggende oplysninger i den enkelte sag, herunder også lægelige oplysninger. Kommunens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen.

 

RETUR TIL INDEX

Børn med funktionsnedsættelse

Der kan gøre sig særlige hensyn gældende for enkelte handicapgruppers vedkommende. Det gælder f.eks. for børn med funktionsnedsættelse.

Ved vurderingen af behov for hjælpemidler til børn skal kommunen således f.eks. lægge vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn.

Tildeling af hjælpemidler efter servicelovens § 112 til børn kan eventuelt kombineres med hjælp efter § 86 i barnets lov om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, f.eks. til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes således efter § 86 i barnets lov.

Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen. Det gælder også, hvis hjælpemidlet skal bruges i hjemmet til f.eks. lektielæsning.

I andre situationer end ovenfor nævnt skal hjælpemidlet vurderes efter servicelovens §§ 112.

 

RETUR TIL INDEX

Særlige bestemmelser for visse hjælpemidler

Der gælder særlige bevillingskriterier for en række hjælpemidler. Disse hjælpemidler er specifikt nævnt i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Det gælder:

• Særlige beklædningsgenstande
• Stomi-hjælpemidler
• Individuelt tilpassede kørestole, som nødvendigvis må benyttes i hovedparten af døgnets timer
• Injektions- og testmaterialer m.v. til diabetikere
• Hudpræparater til særlige tilfælde
• Briller og kontaktlinser til medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser
• Ortopædisk fodtøj og ortopædiske fodindlæg, særlige beklædningsgenstande

Nedenfor gennemgås de enkelte typer af hjælpemidler, der er oplistet i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Særlige beklædningsgenstande

Der kan ydes støtte til særlige beklædningsgenstande efter reglerne om hjælpemidler i servicelovens § 112. Hjælpen til særlige beklædningsgenstande ydes til dækning af merudgifterne til beklædningsgenstandene.

Reglerne om støtte til særlige beklædningsgenstande findes i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 13.

Særlige beklædningsgenstande er f.eks. regnslag til kørestole, køreposer samt beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer til badning i svømmehal. Det kan også være beklædningsgenstande til en person, som på grund af sygdom, ulykke eller lignende er blevet varigt invalideret, og som følge heraf ikke længere kan bruge sit tøj og derfor på en gang får behov for at få udskiftet dele af sin garderobe.

Reglerne omfatter således særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse.

Er der derimod tale om almindeligt tøj, som skal udformes på en særlig måde som f.eks. inkontinensbadetøj, vil hjælpen skulle ydes efter merudgiftsbestemmelserne i servicelovens § 100. Voksne personer mellem 18 år og folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning eller lignende har behov for dyrt eller særligt udformet tøj, har således mulighed for at få dækket merudgifterne hertil efter servicelovens § 100.. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko. Hjælp efter servicelovens § 100 om merudgifter bliver dermed først aktuel, hvis udgifterne ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Førtidspensionister tilkendt førtidspension efter reglerne før 1. januar 2003 (”gammelførtidspensionsloven”) og folkepensionister kan, hvis man ikke kan få dækket udgifterne efter reglerne om hjælpemidler i serviceloven § 112, søge om dækning af merudgifter til særlige beklædningsgenstande efter reglerne om personligt tillæg i henholdsvis § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller § 14, stk. 1, i lov om social pension (gælder for alle folkepensionister). Bevilling af personligt tillæg forudsætter dog, at pensionistens økonomiske forhold skal være særligt vanskelige.

Børn og unge under 18 år, der har et specielt behov for beklædning på grund af deres nedsatte funktionsevne eller kroniske eller langvarige lidelse, kan få hjælp til merudgifter til beklædning efter § 86 i barnets lov om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Ankestyrelsen fandt i principmeddelelse C-8-04, at der efter servicelovens hjælpemiddelregler kunne ydes hjælp til særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse, mens der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til almindeligt tøj, som skulle udformes på en særlig måde.

I den konkrete sag fandtes en køredragt (flyverdragt) til brug for en 7-årig pige ved transport i kørestol at måtte betragtes som en særlig beklædningsgenstand, som hun ikke ville have haft behov for, hvis hun ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Køredragten ville dermed kunne bevilges som et hjælpemiddel forudsat, at væsentlighedskriteriet var opfyldt, og ikke som en merudgift ved forsørgelsen af pigen. Der blev bl.a. lagt vægt på, at køredragten var en videreudvikling af en kørepose, og at den var udformet således, at den var længere bagpå end foran, så pigen kunne sidde ned i den.

I principmeddelelse C-51-05 fandt Ankestyrelsen, at der ikke efter servicelovens hjælpemiddelregler kunne ydes hjælp til særligt udformet tøj, som en person ville have haft brug for uanset den nedsatte funktionsevne. I den konkrete sag var specialsyede bukser således ikke omfattet af begrebet særlige beklædningsgenstande i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Stomihjælpemidler

Kommunen yder støtte til stomihjælpemidler til personer, som har fået foretaget en eller flere af følgende operationer:

Kolostomi (kunstig udføring af tyktarmen)

Ileostomi (kunstig udføring af tyndtarmen) eller

Urostomi (kunstig udføring af urinveje).

Hjælpemidler til stomi er f.eks. stomiposer, stomiplader, klæbefjerner, barrierefilm, kantsikring og materialer til tarmskylning.

Reglerne om støtte til stomihjælpemidler findes i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 14.

Kommunen skal desuden yde støtte til gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi.

I principmeddelelse 44-18 fandt Ankestyrelsen, at et produkt, der er meget nært knyttet til et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab, må anses for en integreret del af hjælpemidlet eller behandlingsredskabet.

Udstyr og tilbehør, der er nødvendigt for, at en person kan anvende et bevilget hjælpemiddel, er således så nært knyttet til hjælpemidlet, at det må anses for at være en integreret del af dette. Det er kommunen, der er ansvarlig for denne ydelse.

Som eksempler på udstyr og tilbehør, der er en integreret del af stomihjælpemidler, anførte Ankestyrelsen gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi. Gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi skal dermed bevilliges af kommunen i henhold til § 112 i serviceloven om støtte til hjælpemidler.

Individuelt tilpassede kørestole

For kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af døgnets timer gælder det, at de er omfattet af retten til frit leverandørvalg i § 112, stk. 3, i serviceloven.

Reglerne herom fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 16.

Individuel tilpasning betyder, at kørestolen skal være eller kan blive individuelt tilpasset for at svare til personens individuelle behov med hensyn til indstilling af ryg, sæde, fodstøtter, hjulstilling, hjultype m.v. Personens behov for en kørestol kan således ikke dækkes af en standardmodel.

En kørestol vil blive betragtet som individuelt tilpasset, når

den er specialfremstillet, og der er foretaget egentlige konstruktionsmæssige ændringer i forhold til et standardprodukt, eller

den har tilpasnings- og justeringsmuligheder, der gør det muligt at foretage de nødvendige indstillinger for at imødekomme den konkrete funktionsnedsættelse.

Kørestole, der kan tilpasses individuelt, omfatter som udgangspunkt alle typer af kørestole, dvs. både manuelle og elektriske.

For at en kørestol skal kunne anses som individuelt tilpasset, kræves det desuden, at kørestolen nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer.

Det vil typisk dreje sig om personer for hvem, der ikke er alternative muligheder til kørestolen, i det tidsrum personen er oppe. Personer, der hovedsagelig benytter kørestolen som transportmiddel på grund af nedsat gangfunktion, er dermed ikke omfattet, idet kørestolen således ikke nødvendigvis må benyttes i hovedparten af personens vågne timer.

Det er fastsat en nøjagtig tidsmæssige udstrækning af, hvad der skal forstås ved hovedparten af dagens timer. Personer, der tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i en kørestol, vi være omfattet af formuleringen. Dvs. at en person, der f.eks. foretrækker at være vågen om natten, også vil kunne opfylde kravet om, at hovedparten af dagens timer tilbringes i kørestolen.

Personer, for hvem en kørestol nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, kan f.eks. være personer med:

funktionsnedsættelser, der medfører udbredte lammelser eller andre vidtgående fysiske handicap, som betyder, at den pågældende ikke eller i meget begrænset omfang har mulighed for at komme omkring uden brug af kørestol, eller

svære kroniske obstruktive lungelidelser (KOL), hvor den pågældende ikke har kræfter eller luft nok til at komme omkring uden brug af kørestol, og hvor apparater og udstyr sidder fast på kørestolen.

For sådanne individuelt tilpassede kørestole, som nødvendigvis må benyttes i hovedparten af døgnets timer, gælder det således, at de er omfattet af retten til frit leverandørvalg i § 112, stk. 3, i serviceloven.

Hvis personen ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, kan personen derfor selv vælge leverandør af den individuelt tilpassede kørestol. Personen må i så fald selv dække den del af prisen, der overstiger det, kommunen kunne have leveret en tilsvarende model til. Tilskuddet kan således ikke udgøre mere end de faktiske udgifter.

Vælger personen en model, der ud over de specifikationer, der foreligger i forbindelse med bevillingen, har flere og/eller yderligere funktioner, vil merudgiften ved dette altid skulle afholdes endeligt af personen selv. Dvs. at når der er taget stilling til, på hvilken måde kørestolen kan tilpasses for at kompensere for den nedsatte funktionsevne, kan man vælge en kørestol i f.eks. et andet udseende, men med minimum de samme funktioner og muligheder.

Kommune skal foretage en konkret vurdering af, hvilket hjælpemiddel der er det bedst egnede og billigste for den enkelte person. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.v.

Har kommunen ikke indgået leverandøraftale, kan personen ligeledes frit vælge leverandør, og støtten til den bevilgede kørestol ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Hvis kommunen kan levere en brugt kørestolsmodel, der opfylder personens behov, skal personen tage imod denne, medmindre den pågældende vælger at benytte sig af muligheden for frit leverandørvalg. Ønsker personen ikke at benytte sig af retten til frit valg af leverandør, kan personen således ikke i den situation kræve, at kommunen bevilger en ny kørestol, når det vurderes, at den brugte kørestolsmodel opfylder personens behov.

Hvis kommunen kan levere en brugt kørestolsmodel, der opfylder ansøgerens behov, og vælger ansøgeren at benytte sig af muligheden for frit leverandørvalg, kan kommunens støtte maksimalt udgøre, hvad der svarer til den brugte kørestols nypris fratrukket 15 pct. Er kørestolen udgået af produktion, fastsættes en nypris svarende til en kørestolsmodel af tilsvarende art og standard fratrukket 15 pct.

Ved tilbagelevering af kørestolen gælder det, at ansøgers eventuelle egenandel ved frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3, i lov om social service, ved tilbagelevering af kørestolen til kommunalbestyrelsen inden 4 år regnet fra købstidspunktet, udbetales til ansøgeren efter fradrag af 3.370 kr. (2025-niveau) og nedskrivning med 1/48 for hver måned, der er gået, fra datoen på kvitteringen eller fakturaen for køb af kørestolen.

Injektions- og testmaterialer m.v. til diabetikere

Kommunen yder støtte til injektions- og testmaterialer f.eks. sprøjter, kanyler, insulinpen, fingerprikkere (lancetter), teststrimler og blodsukkermåleapparatur til insulinkrævende diabetikere og til diabetikere, som er i kombinationsbehandling med insulin og tabletter eller andet godkendt injektionspræparat.

Kommunen yder desuden støtte til inhalatorer til administration af insulin, når injektion medfører meget svære lokalreaktioner som komplikation.

Kommunen yder endvidere hjælp til blodsukkermåleapparatur med halvdelen af den samlede udgift.

Til tabletbehandlede diabetikere, hvor lægen anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet, yder kommunen op til 150 stk. teststrimler og fingerprikker (lancetter) årligt.

Reglerne herom fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 9.

Hudpræparater

Kommunen yder støtte til hudpræparater til at skjule stærkt skæmmende modermærker og ardannelser på hoved og hals samt hjælp til hudbeskyttende cremer til anvendelse på hoved og hals efter hudtransplantationer eller forbrændinger.

Reglerne herom fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10.

Synshjælpemidler (briller og kontaktlinser)

Kommunen yder støtte til briller og kontaktlinser, hvis følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse kan afhjælpes, som anført i indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2.

Det er en forudsætning for støtte til briller og kontaktlinser efter servicelovens § 112, at man har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse. Der kan således ikke ydes støtte efter servicelovens § 112 til briller og kontaktlinser på ren optisk indikation. Dvs. hvis behovet for briller eller kontaktlinser alene skyldes langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene, kan der ikke ydes støtte efter § 112 i serviceloven. Under denne gruppe hører også personer opereret for ensidig eller dobbeltsidig grå stær erhvervet som voksen, dvs. når man er over 18 år.

Reglerne om støtte til briller og kontaktlinser fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 15 og er uddybet i pkt. 103-105 i vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Det henvises til Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter lov om social service og Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj

Kommunen yder støtte til følgende:

• ortopædisk fodtøj til personer med varige og svære foddeformiteter, såfremt indikationerne for hjælp til ortopædisk fodtøj, som er nævnt i bilag 1 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, er opfyldt, og generne af foddeformiteten kan afhjælpes.
• ortopædiske fodindlæg og tilretning af almindeligt fodtøj til personer med en foddeformitet, såfremt indikationerne for hjælp til ortopædiske fodindlæg nævnt i bilag 1 i hjælpemiddelbekendtgørelsen er opfyldt, og generne af foddeformiteten kan afhjælpes, samt at personen uden brug af indlæg ville være henvist til at benytte ortopædisk fodtøj.

1. Indikationerne i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1 er følgende:
2. Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål).
3. Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens).
4. Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, f.eks. klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne.
5. Stiv fodrod, medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt.
6. Erhvervet platfod som følge af degeneration.
7. Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen.
8. Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, f.eks. svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta). Der kan således ikke ydes hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn.
9. Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål).
10. Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens).
11. Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, f.eks. klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne.
12. Stiv fodrod, medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt.
13. Erhvervet platfod som følge af degeneration.
14. Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen.
15. Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, f.eks. svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta). Der kan således ikke ydes hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn.

Ved ortopædisk fodtøj forstås individuelt fremstillet fodtøj (herunder fodtøj med træbund) og særligt fabriksfremstillet fodtøj, der tilgodeser en svær foddeformitet (f.eks. knyster og overvidde) eller benyttes i forbindelse med bandagering (kapselsko).

Hvis der er behov for ortopædisk fodtøj til forskellige årstider og formål, skal man kunne dokumentere, at man har et behov for det, og at brugen ikke er meget begrænset.

I principmeddelelse C-28-00 fandt Ankestyrelsen således, at der kunne bevilges ortopædisk fodtøj til forskellige årstider og formål, når der kunne dokumenteres et behov herfor – og brugen ikke var meget begrænset. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger kun havde to par ortopædiske sko, som var bevilget i august og oktober 1997, hvoraf det ene par var slidt op, og det andet par ikke sad godt, da ansøger i maj 1999 fik bevilget 1 par sko. Et yderligere par ortopædiske sko ansås derfor i væsentlig grad at kunne afhjælpe ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Til personer over 18 år vil der normalt kunne ydes hjælp til udskiftning hver 18. måned efter en individuel konkret vurdering. Særlige forhold f.eks. erhvervsarbejde, vejrlig eller særlige lidelser kan dog bevirke større eller særlig slitage, der gør hyppigere udskiftninger nødvendige.

Til dækning af udgifter ved anskaffelse af ortopædisk fodtøj afholder ansøgeren selv et beløb, der udgør 1.050 kr. (2025-niveau) pr. par for personer over 18 år og 580 kr. (2025-niveau) pr. par for børn og unge under 18 år.

Ankestyrelsen har i principmeddelelse 43-18 ligeledes taget stilling til spørgsmål om støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj. Der henvises til principmeddelelsen på Ankestyrelsens hjemmeside.

Reglerne om støtte til ortopædisk fodtøj til personer med varige og svære foddeformiteter findes i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 11.  Reglerne om støtte til ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj til personer med en foddeformitet findes i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 12. For uddybende information om støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj efter servicelovens § 112 henvises i øvrigt til pkt. 94 og 95 i hjælpemiddelvejledningen.

 

RETUR TIL INDEX

Hvordan ydes hjælpemidlet?

Støtte til hjælpemidler ydes som hovedregel til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Man har derfor ikke krav på det dyreste eller mest avancerede hjælpemiddel, men har heller ikke pligt til at tage imod et hjælpemiddel, der ikke opfylder det konkrete behov. Det er kommunen, der afgør, hvilket hjælpemiddel der er det bedst egnede og billigste. Man skal selv betale ekstraudgiften, hvis man ønsker et hjælpemiddel, som er dyrere end det, som kommunen vil bevilge.

Kommunen kan yde hjælpen som udlån eller kontantydelse, eller kommunen kan udlevere hjælpemidlet som naturalhjælp.

Naturalhjælp

Naturalhjælp bevilges til personer, som løbende har behov for hjælpemidler, der ikke betragtes som et særligt personligt hjælpemiddel f.eks. bleer og bind m.v. Ved naturalhjælp skal kommunens hjælpemiddeldepot være så varieret, at den enkelte hjælpemiddelmodtager får dækket sit særlige behov.

Støtte til hjælpemidler i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat funktionsevne f.eks. rollator, kørestol m.v. ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for personen, og frit-valgs-ordningen kan ikke benyttes.

Udlån

En del hjælpemidler ydes som udlån. Det gælder især standardiserede hjælpemidler som f.eks. særlige senge, lifte til løft, rollatorer, stokke og standardkørestole m.v.

Hjælpemidler til udøvelse af erhverv ydes ligeledes som udlån.

Har kommunen ydet hjælpen som udlån, skal hjælpemidlet som hovedregel tilbageleveres til kommunen, når man ikke har brug for det mere, og man bliver dermed ikke ejer af hjælpemidler bevilliget som udlån.

En række hjælpemidler, som kommunen har ydet som udlån, skal dog ikke tilbageleveres efter endt brug. Det drejer sig om følgende hjælpemidler:

1. Ortopædisk fodtøj
2. Arm- og benproteser
3. Støttekorsetter og bandager m.v.
4. Parykker
5. Brystproteser
6. Stomihjælpemidler
7. Kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser

Reglerne herom findes i hjælpemiddelbekendtgørelsen § 3, stk. 2 og 3.

Hjælpemidler til udøvelse af erhverv, der som nævnt bevilliges som udlån, skal ligeledes returneres til kommunen efter brug. Man opnår dermed heller ikke ejendomsret til disse hjælpemidler.

Reservehjælpemidler

Normalt vil der ikke være behov for reservehjælpemidler. Ved nogle former for hjælpemidler som f.eks. kompressionsstrømper, brystproteser, støttekorsetter, fodtøj og andre kropsbårne hjælpemidler kan der dog af hygiejniske hensyn være behov for et reservehjælpemiddel, og kommunen vil derfor normalt bevillige f.eks. to par kompressionsstrømper, som man kan skifte imellem.

Hvis et hjælpemiddel f.eks. er ydet til brug i hjemmet, kan der efter en konkret vurdering af behovet ydes reservehjælpemidler, når det pågældende hjælpemiddel er meget vanskeligt at medbringe uden for hjemmet. Dette er f.eks. aktuelt, hvor børn er optaget i dagtilbud, skole eller lignende, som ikke er forpligtede til at stille hjælpemidlet til rådighed.

 

RETUR TIL INDEX

Konkret og individuel vurdering af personens samlede situation

Det er kommunen, der træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler, herunder også om midlertidig støtte.

Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel, træffes på grundlag af en samlet vurdering af personens situation i forhold til de indhentede oplysninger, jf. også § 5 i retssikkerhedsloven om helhedsvurdering, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Kommunen skal således træffe afgørelsen ud fra en konkret og individuel vurdering af personens behov, der foretages på baggrund af de foreliggende oplysninger i den enkelte sag, herunder også lægelige oplysninger (læs mere om indhentelse af oplysninger til brug for sagsbehandlingen nedenfor under ’Hvordan gør jeg?”)

I afgørelser om støtte til hjælpemidler i en tidsbegrænset periode skal kommunen anføre i afgørelsen, for hvor lang en periode det pågældende hjælpemiddel tildeles.

 

RETUR TIL INDEX

Forenklet sagsbehandlingsprocedure i enkle og entydige sager

Kommunen kan i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning. Reglerne om forenklet sagsbehandlingsprocedure i enkle og entydige sager fremgår af servicelovens § 113 a.

Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at vælge at sagsbehandle og visitere i enkle, entydige sager alene på baggrund af en persons ansøgning om hjælpemidler. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der er nødvendige for afgørelsen, og en erklæring på tro og love om rigtigheden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor.

Det er fortsat kommunens ansvar at sikre, at de nødvendige oplysninger foreligger.

Ved enkle og entydige sager forstås sager, hvor personens funktionsnedsættelse er åbenbar, og hjælpebehovet er relativt entydigt. Det er dermed en vurdering af funktionsnedsættelsen og de deraf affødte hjælpebehov, der er afgørende, ikke typen af hjælpemiddel. Som et eksempel på sådanne sager kan nævnes en person med nedsat gangfunktion, der søger om en rollator.

Den forenklede sagsbehandlingsprocedure er en mulighed for kommunen, som den frit kan vælge, om den vil gøre brug af eller ej. I de tilfælde, hvor kommunen vælger ikke at anvende proceduren, finder de generelt gældende sagsbehandlingsregler fortsat anvendelse, herunder retssikkerhedslovens regler om sagsbehandling og f.eks. helhedsvurdering og pligt til at medvirke til sagens oplysning.

Hvis kommunen vælger at anvende den forenklede sagsbehandlingsprocedure, betyder det, at sagen alene behandles ud fra de oplysninger, der er i ansøgningen. Ansøgningen skal derfor indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en tro og love-erklæring i forhold til rigtigheden af de indberettede oplysninger. Alternativt til en tro og love-erklæring kan personen ved ansøgningen vedlægge anden relevant dokumentation f.eks. i form af lægelige oplysninger.

Den forenklede sagsbehandlingsprocedure gælder kun ved førstegangsansøgninger, men derimod ikke i sager om genbevilling.

Den forenklede sagsbehandlingsprocedure berører ikke de betingelser, som skal være opfyldt for at yde støtte til hjælpemidler, herunder f.eks. betingelsen om varig funktionsnedsættelse og væsentlighedskriteriet. Udmålingen af støtte berøres heller ikke f.eks. reglen om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kommunen skal dermed fortsat sikre, at man får tildelt det bedst egnede og billigste hjælpemiddel ud fra en vurdering af personens hjælpebehov, ligesom kommunen skal yde den nødvendige tilpasning af hjælpemidlet og instruktion i dets anvendelse. F.eks. skal en person med nedsat gangfunktion, der har fået bevilget en rollator efter den forenklede sagsbehandlingsprocedure, fortsat have stillet den bedst egnede og billigste rollator til rådighed og tilbydes tilpasning og instruktion.

Hvis en person har gjort brug af kommunens digitale løsning til forenklet sagsbehandling ved ansøgninger om hjælpemidler, skal personen være opmærksom på selv at kontakte kommunen særskilt med anmodning om øvrig støtte, idet en digital løsning ikke nødvendigvis indebærer, at en sagsbehandler har forholdt sig til, om ansøgningen giver anledning til at iværksætte anden hjælp efter serviceloven (helhedsvurdering). Men hvis kommunen bliver opmærksom på, at personen på grund af et udækket hjælpebehov kunne have behov for øvrig hjælp, har kommunen pligt til at foretage den fornødne sagsbehandling i den anledning.

Kommunens afgørelse om støtte til et hjælpemiddel kan påklages til Ankestyrelsen, uanset om kommunen har valgt at benytte den forenklede sagsbehandlingsprocedure eller ej. Kommunens beslutning om at gøre brug af den forenklede sagsbehandlingsprocedure er derimod et processuelt skridt og kan ikke påklages til Ankestyrelsen.

 

RETUR TIL INDEX

Leverandøraftaler og frit leverandørvalg

Kommunerne kan indgå leverandøraftaler med bestemte leverandører om levering af hjælpemidler. Kommunen har dermed ret til at bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører, som kommunen har indgået leverandøraftaler med.

Selv om kommunen har indgået leverandøraftaler, kan personen selv vælge, hvilken leverandør den pågældende vil have sit hjælpemiddel fra (frit leverandørvalg) – dog mod eventuel betaling af difference. Hvis kommunen således har indgået en leverandøraftale, og man ønsker at benytte en anden leverandør end den, kommunen har indgået leverandøraftale med, kan man selv indkøbe hjælpemidlet og derefter få udgifterne hertil refunderet fra kommunen efter regning fra den valgte leverandør.

Ansøgeren kan dog højst få refunderet udgiften med et beløb, der svarer til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Man skal således selv betale ekstraudgiften, hvis man ønsker et hjælpemiddel, som er dyrere end det, som kommunen vil bevilge.

Har kommunen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren også selv vælge leverandør og derefter få udgifterne til hjælpemidlet refunderet fra kommunen efter regning fra den valgte leverandør. I de tilfælde kan ansøgeren dog højst få refunderet udgiften med et beløb, der svarer til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, og skal således også her selv betale en evt. ekstraudgift.

Retten til frit valg af hjælpemiddel forudsætter dog, at det ønskede hjælpemiddel kan godkendes af kommunen.

Retten til frit valg af leverandør gælder i øvrigt ikke, hvis kommunen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, der er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som ansøgeren ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.

Reglerne om frit valg af leverandør fremgår af servicelovens § 112, stk. 2-4.

I forhold til hjælpemidler til brug for at arbejde bemærkes, at har personen ved anskaffelsen af et hjælpemiddel til brug for et arbejde benyttet sig af retten til frit leverandørvalg, og har personen i den forbindelse afholdt en del af udgiften ved anskaffelse af hjælpemidlet selv, skal personens eventuelle egenandel ved tilbagelevering af hjælpemidlet til kommunen inden 4 år regnet fra købstidspunktet udbetales til personen efter fradrag af 3.270 kr. (2025-niveau) inkl. moms og nedskrivning med 1/48 for hver måned, der er gået, fra datoen på kvitteringen eller fakturaen for køb af hjælpemidlet. Det er dog en betingelse, at hjælpemidlet har fået en generelt øget anvendelighed også for andre end ansøgeren. Egenbetaling på op til 3.370 kr. (2025-niveau) udbetales ikke ved tilbagelevering af hjælpemidlet.

Reglerne herom fremgår af § 7 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

 

RETUR TIL INDEX

Anskaffelse inden bevilling

Der kan som hovedregel ikke ydes støtte til hjælpemidler, ansøgeren selv har anskaffet, inden hjælpemidlet er bevilliget. Det er et grundlæggende princip i den sociale lovgivning, at ansøgning skal indgives, og bevilling modtages, inden en social ydelse, herunder et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, anskaffes. Dette fremgår af § 2 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor behovet for anskaffelse af det pågældende hjælpemiddel må anses for uopsætteligt. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne ydes støtte, selvom anskaffelse sker, inden bevilling er givet. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på hjælpemidlets art og funktion samt størrelsen af udgiften ved anskaffelsen.

Anskaffer personen sig hjælpemidlet, efter personen har ansøgt om hjælp hertil f.eks. under sagens behandling i kommunen eller efterfølgende under en klagesag i Ankestyrelsen, bærer personen selv risikoen for helt eller delvist at skulle afholde udgiften.

Ankestyrelsen fandt i principmeddelelse 15-13, at der normalt ikke kan ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling. Hvis en kommune har truffet afgørelse om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, og ansøgeren klager over denne afgørelse til nævnet, skal nævnet behandle denne klage, selvom ansøgeren selv har anskaffet sig hjælpemidlet efter kommunens afgørelse.

Den ansøger, der vælger at anskaffe et hjælpemiddel, mens klagen behandles, bærer således risikoen for selv at komme til helt eller delvist at afholde udgiften til hjælpemidlet.

Selvom ansøgeren senere findes berettiget til et hjælpemiddel, kan der være forhold, der bevirker, at udgiften ikke kan dækkes helt eller delvist. Det kan f.eks. skyldes, at kommunen har leverandøraftaler, at det indkøbte hjælpemiddel ikke er det bedst egnede og billigste, eller at kommunen selv kan stille et identisk hjælpemiddel til rådighed.

 

RETUR TIL INDEX

Økonomiske forhold

Bevilling af hjælpemidler efter servicelovens § 112 er uafhængig af personens økonomi og forsørgelsesgrundlag, og personens indtægt eller formue er dermed uden betydning for retten til bevilling af hjælpemidler.

Hjælpemidler ydes som udgangspunkt uden egenbetaling for personen, medmindre man benytter sig af retten til frit leverandørvalg, og man ønsker et hjælpemiddel, som er dyrere end det, kommunen vil bevilge.

Ydelsen af hjælpemidlet er desuden skattefri.

 

 

RETUR TIL INDEX

Hvordan gør jeg?

Ansøgning om hjælpemidler behandles af bopælskommunen. Det er således kommunen, der behandler ansøgninger og træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler.

Krav om obligatorisk selvbetjening

For ansøgninger om hjælpemidler er der krav om obligatorisk digital selvbetjening. Man skal derfor bruge den digitale selvbetjeningsløsning på borger.dk, når man søger om et hjælpemiddel, og logge ind ved brug af MitID. Kravet om obligatorisk selvbetjening fremgår af servicelovens § 112 a.

Link til ansøgning om hjælpemidler på borger.dk

Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, kan som udgangspunkt afvises af kommunen.

Hvis der foreligger særlige forhold, der betyder, at man ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunen dog tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Kommunen bestemmer i så fald, hvordan en ansøgning i stedet skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Hvis der derfor er særlige forhold, der gør, at man ikke kan søge digitalt, skal man kontakte kommunen og bede om at få stillet et alternativ til rådighed. Det kan f.eks. være handicap, sprogvanskeligheder eller manglende digitale kompetencer. Kommunen kan hjælpe f.eks. med computer og rådgivning til at betjene sig selv digitalt.

Hvis man er fritaget fra Digital Post, er man pr. 1. juni 2023 automatisk fritaget fra kravet om at bruge mange af de offentlige digitale selvbetjeninger. Det gælder derfor også kravet om at bruge den digitale selvbetjeningsløsning på borger.dk. Er man fritaget fra Digital Post, har man derfor ret til at blive tilbudt et alternativ, man kan benytte. Man skal i den forbindelse fortælle, at man er fritaget fra Digital Post.

En digital ansøgning om hjælpemidler anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen.

Hvilke oplysninger er der behov for?

Det er kommunen, der har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden den træffer afgørelse. Det følger af § 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) og af official- eller undersøgelsesprincippet.

Kommunen skal således indhente samtlige relevante oplysninger, herunder nødvendige helbredsoplysninger, for at få sagen om ansøgning om et hjælpemiddel oplyst. Det er kommunen, der afgør, hvilke oplysninger der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse, når en person ansøger om et hjælpemiddel.

Kommunen vil ofte have behov for at tilvejebringe en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang personens funktionsevne er nedsat, hvordan personen i øvrigt klarer din dagligdag, samt hvordan personen selv ønsker at indrette sin tilværelse med mulighed for at leve et så almindeligt og selvstændigt liv som muligt.

Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse:

• Helbredsmæssige forhold, f.eks. oplysninger om din nedsatte funktionsevne eller helbredstilstand, særlige hensyn at tage i funktionsnedsættelsen eller helbredstilstanden, anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse, og om hjælpemidlet skal kombineres med f.eks. behandling.
• Sociale forhold, f.eks. familiemæssige forhold, herunder eventuelle børn, og deltagelse i fritidsaktiviteter.
• Boligforhold, f.eks. boligens indretning og forholdene omkring boligen.

Ved sagsbehandlingen kan kommunen derfor indhente oplysninger om helbredsmæssige forhold f.eks. lægejournaler, sygehusjournaler m.v.  De indhentede lægelige oplysninger kan f.eks. indeholde en beskrivelse af konsekvenserne af eller prognoserne for en sygdom eller funktionsnedsættelse eller en fysioterapeutisk vurdering af funktionsevnen.

Kommunen kan desuden finde det relevant at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger en tidligere foretaget vurdering, eller at indhente vejledende oplysninger om mulige hjælpemidler til bestemte lidelser. Endvidere kan der være behov for at indhente relevant ekspertviden, som frivillige organisationer og videnscentre på handicapområdet har, f.eks. om hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende funktionsnedsættelse. Det kan f.eks. også være, hvilket hjælpemiddel der er bedst egnet.

I forbindelse med ansøgningen vil du derfor blive bedt om at fremkomme med oplysninger om, hvorfor du har behov for hjælpemidlet f.eks.:

• Oplysninger om dine helbredsmæssige forhold og hvordan din funktionsevne er nedsat eller evt. har ændret sig, herunder også lægelige oplysninger. Uddyb derfor gerne, om der er særlige hensyn at tage i forhold til din funktionsnedsættelse eller din helbredstilstand/dit sygdomsbillede, om du har flere former for nedsat funktionsevne eller andre lidelser og lignende.
• Hjælpemidlets betydning for dig, herunder hvordan hjælpemidlet kan
  • afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevne,
  • lette din dagligdag i dit hjem,
  • forbedre din mulighed for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation eller
  • hjælpe dig i forhold til at udøve et erhverv (arbejde)
• Oplysninger om dine sociale forhold, herunder f.eks.
  • familiemæssige forhold, f.eks. børn i familien
  • deltagelse i fritidsaktiviteter eller
  • oplysninger om uddannelse eller erhvervsmæssige forhold, herunder uddannelsens eller erhvervets art
• Oplysninger om øvrige forhold, f.eks. om hjælpemidlet skal kombineres med anden støtte, herunder f.eks. en hjælperordning efter § 96 i serviceloven (BPA-ordning). Det kunne f.eks. være tilfældet med en lift eller en særlig seng.

Medvirken til sagens oplysninger

Når man ansøger om et hjælpemiddel eller andet fra kommunen, skal man have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Dette fremgår af § 4 lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Kommunen har derfor pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, der gør det muligt for personen at blive inddraget i sagens behandling.

Når man ansøger om et hjælpemiddel eller andet fra kommunen, har man samtidig pligt til at medvirke til sagens oplysning. Kommunen kan i den forbindelse anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettigede til. Kommunen kan desuden anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at lade sig undersøge hos en læge eller evt. blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen. Lægelige undersøgelser eller indlæggelser må dog kun anvendes, hvis andre mindre indgribende metoder til oplysning ikke er tilstrækkelige. Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 11 om borgerens medvirken.

Kommunen skal og må endvidere kun indhente de oplysninger om personen, der er relevante og har direkte betydning for den foreliggende sag. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til vurderingen af personens behov for et hjælpemiddel, der skal og må indhentes. Der skal med andre ord være en saglig grund til, at kommunen indhenter konkrete oplysninger.

I sager, hvor tilstanden er stationær, bør kommunen normalt ikke indhente fornyede oplysninger om helbredsforhold.

For en del hjælpemidler vil afgørelse om berettigelse straks kunne træffes på grundlag af en ansøgning og de helbredsmæssige oplysninger. Det gælder f.eks. diabeteshjælpemidler og stomiartikler. Andre afgørelser om hjælpemidler kræver en mere uddybende sagsbehandling og vil derfor tage længere tid.

 

 

RETUR TIL INDEX

Krav på begrundelse og klagevejledning

Hvis kommunen ikke fuldt ud imødekommer en ansøgning om hjælpemidler, skal kommunen begrunde afgørelsen samt angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering. Reglerne om begrundelse af afgørelser fremgår af forvaltningslovens § 22-24.

Afgørelsen skal desuden indeholde en klagevejledning med oplysning om klageinstans, fremgangsmåden ved indgivelse af klage samt klagefrist. Reglerne om klagevejledning fremgår af forvaltningslovens § 25.

 

RETUR TIL INDEX

Klage

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om hjælpemidler, kan du klage til Ankestyrelsen. Klagen skal indsendes senest 4 uger (28 dage) fra modtagelse af afgørelsen. Fristen regnes fra den dag, afgørelsen modtages i e-Boks, uanset hvornår du logger på og læser dokumentet.

Klagen skal sendes til kommunen, der genvurderer sagen. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, videresender kommunen sagen til Ankestyrelsen.

Reglerne om klage fremgår af kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

 

RETUR TIL INDEX

Rådgivning og vejledning

Kommunen har pligt til at yde rådgivning og vejledning om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel eller om eventuelle muligheder for anden hjælp i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel. Dette fremgår af servicelovens § 10, stk. 4.

Kommunen har desuden pligt til at instruere i brugen af hjælpemidlet. Opgaven kan eventuelt varetages i samarbejde med andre kommuner.

Kommunen skal som en del af sin generelle rådgivnings- og vejledningsforpligtelse desuden yde rådgivning om adgangen til frit valg af hjælpemidler, herunder om konsekvenserne af at have benyttet retten til frit valg, f.eks. i forhold til tilbagelevering efter endt brug og reglerne om refusion af egenbetaling.

Det påhviler dog ikke kommunen at yde vejledning om leverandører af hjælpemidler som et led i personens frie valg. Hvis man har benyttet retten til frit valg og har købt et hjælpemiddel, som har funktioner, der rækker ud over de funktioner, der er i det hjælpemiddel, kommunen vurderer som værende bedst egnet og billigst, har kommunen heller ikke nogen udvidet vejledningsforpligtelse i forhold til disse ekstra funktioner, og kommunen skal derfor ikke yde ekstra vejledning, som er en konsekvens af personens benyttelse af frit valgs-ordningen.

 

RETUR TIL INDEX

Befordringsgodtgørelse

Har personen kørsel i forbindelse med ansøgning om og ydelse af hjælpemidler, skal kommunen yde befordringsgodtgørelse, når den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr. for personer der modtager social pension f.eks. førtidspension eller folkepension.

Reglerne om befordringsgodtgørelse fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 24.

Kommunen kan desuden yde time- og dagpenge (diæter) og hoteldispositionsbeløb til ansøgere om hjælpemidler efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v., når der er tale om en rejse, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Derudover kan der ydes befordringsgodtgørelse til en rejseledsager, når ledsagelse er absolut påkrævet på grund af ansøgerens helbredstilstand eller alder.

Befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelser af hjælpemidler skal vurderes og evt. bevilges ud fra den samlede udgift til afprøvning. Har man behov for mere end én afprøvning, betragtes befordringsudgifterne til det antal afprøvningsture, der må anses for at være nødvendige for at kunne få det rette hjælpemiddel, som én samlet udgift. Det er dermed ikke udgiften til hver afprøvning, der skal overstige beløbet nævnt i § 24 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

For personer, der vælger at benytte adgangen til frit leverandørvalg gælder det dog, at kommunen højst er forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Befordringsudgifter herudover betales af ansøgeren selv.

 

RETUR TIL INDEX

Reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler

Kommunen skal yde hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler efter behov. Hovedreglen er således, at man kan få betalt det fulde beløb til reparation og udskiftning af et hjælpemiddel efter behov, men ikke udgifter forbundet med drift og vedligeholdelse.

Reglerne om reparation og udskiftning af hjælpemidler fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4.

Udskiftning

Der ydes hjælp til nødvendige udskiftninger af hjælpemidler.

Udskiftning ydes efter behov, og der kan ikke opstilles generelle retningslinjer for, hvor længe et hjælpemiddel skal holde. Der skal derfor altid foretages en konkret og individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning af hjælpemidler.

I kapitel 10 i hjælpemiddelvejledningen er nævnt vejledende udskiftningsintervaller i forhold til nogle typer af hjælpemidler f.eks. ortopædisk fodtøj. Det betyder imidlertid ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes på dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme. F.eks. kan individuel brug, legemlige forandringer og slitage selv efter kort tid gøre det umuligt at anvende et hjælpemiddel. Et hjælpemiddel kan også blive uanvendeligt af andre årsager eller gå tabt, f.eks. ved tyveri eller brand. I sidstnævnte situationer har man efter omstændighederne ret til et erstatningshjælpemiddel uden unødig forsinkelse. Herudover kan personens behov, f.eks. ved progredierende lidelser, have ændret sig.

Udskiftning af et hjælpemiddel kan også blive aktuel, hvis der er kommet et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for borgeren, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne.

Tro og love-erklæring

Ved udskiftning af et hjælpemiddel skal kommunen anvende en tro og love-erklæring, hvis forholdene i al væsentlighed er uændrede siden sidste afgørelse om bevilling af et hjælpemiddel. Reglerne herom fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

I de tilfælde, hvor personens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret siden seneste afgørelse, og personen afgiver en tro- og loveerklæring herom, skal kommunen således træffe afgørelse om udskiftning af hjælpemidlet uden at indhente yderligere oplysninger.

Bestemmelsen indebærer dermed obligatorisk brug af tro og love-erklæringer ved udskiftning af hjælpemidler i de tilfælde, hvor personens funktionsnedsættelse i al væsentlighed er uændret, og kommunen må i disse tilfælde således ikke indhente nye oplysninger.

Hvis der er sket ændringer i personens funktionsnedsættelse, kan fremgangsmåden med tro og love-erklæring ikke anvendes. I disse tilfælde skal sagen oplyses efter de almindeligt gældende regler herom.

Det er kommunen, der foretager vurderingen af, om fremgangsmåden med brug af tro- og loveerklæring kan anvendes.

Reparation

Der ydes hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidler.

Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på købelovens reklamationsregler (den toårige reklamationsfrist). Kommunen skal desuden sikre sig, at hjælpemidler repareres på forsvarlig måde, og at personen lider mindst muligt afsavn, mens hjælpemidlet repareres. Under reparationen udlånes eventuelt et andet egnet hjælpemiddel.

Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 1, kan kommunen træffe afgørelse om reparation af et hjælpemiddel på baggrund af en tro og love-erklæring fra borgeren om behovet for reparation. Det er valgfrit for kommunen, om den vil gøre brug af denne mulighed.

Hvis kommunen vælger at gøre brug af fremgangsmåden med tro og love-erklæringer i sager om reparation af hjælpemidler, kan der i sammenhæng hermed opstilles faste kriterier for reparation af visse hjælpemidler. Det kan f.eks. dreje sig om

kriterier for prisen på reparation,

hvor reparationen skal foretages, og

hvor længe efter modtagelsen af hjælpemidlet reparation kan ske.

Tro og love-erklæring

Der kan også anvendes tro og love-erklæring i sager om reparation af hjælpemidler. Kommunen kan således træffe afgørelse om reparation af et hjælpemiddel på baggrund af en erklæring på tro og love fra ansøgeren om behovet for reparation. Reglerne herom fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Det er valgfrit for kommunen, om den vil gøre brug af denne mulighed.

Hvis kommunen vælger at gøre brug af fremgangsmåden med tro og love-erklæringer i sager om reparation af hjælpemidler, kan der i sammenhæng hermed opstilles faste kriterier for reparation af visse hjælpemidler. Det kan f.eks. dreje sig om kriterier for prisen på reparationen, eller hvor reparationen skal foretages. Det kan også dreje sig om at opstille en tidsgrænse for, hvor længe efter modtagelsen af hjælpemidlet reparation kan ske.

Særligt hvis personen har benyttet sig af retten til frit valg af hjælpemiddel

Hvis personen har benyttet sig af retten til frit valg af hjælpemiddel, og hvis der på grund af personens frie valg undtagelsesvist skulle blive tale om ekstraordinært dyre eller hyppige reparationer eller hyppigere udskiftninger, skal personen selv afholde udgifterne til reparationen eller udskiftningen. Hvis man således har benyttet sig af retten til frit valg af hjælpemiddel, og det medfører ekstraordinært hyppige eller dyre reparationer/udskiftninger, skal man selv betale udgifterne hertil.

Som et eksempel, hvor man selv kan komme til at dække udgifterne til reparation, kam nævnes, at man har valgt et hjælpemiddel med yderligere funktioner i forhold til det, som er omfattet af kommunens bevilling, og det er tilstedeværelsen af disse funktioner, som gør, at hjælpemidlet skal repareres ekstraordinært hyppigt.

 

RETUR TIL INDEX

Udgifter der følger af brug af hjælpemidlet (drift, rengøring, vedligeholdelse mv.)

Kommunen yder som hovedregel ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af hjælpemidlet. Det drejer sig f.eks. om driftsudgifter til f.eks. almindelige batterier, opladning af elektriske hjælpemidler m.v., rengøring f.eks. rengøringsmidler eller almindelig vedligeholdelse af hjælpemidlet.

Man skal således som udgangspunkt selv dække udgifter, som følger af almindelig brug af hjælpemidler, herunder udgifter til drift og vedligeholdelse.

Der gælder imidlertid en række undtagelser herfra:

• Der ydes hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilliget efter § 112 i serviceloven, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren.
• Der ydes desuden hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning.

Der henvises til ”Regler om hjælp til dæk, slanger og batterier”.

Der ydes desuden hjælp til førerhunde i form af et årligt beløb til dækning af løbende nødvendige udgifter til førerhunden.

Derudover kan kommunen undtagelsesvist yde støtte efter reglerne om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter § 86 i barnets lov eller § 100 i serviceloven i situationer, hvor der er tale om en udgift som følge af brug af hjælpemidlet, som er helt uforholdsmæssig eller urimelig for borgeren.

 

RETUR TIL INDEX

Afgrænsning i forhold til anden lovgivning (sektoransvar)

Det er en forudsætning for at få støtte til hjælpemidler efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Reglerne om ret til hjælpemidler efter serviceloven er således subsidiære i forhold til reglerne om ret til hjælpemidler efter andre love.

Dette følger af det såkaldte ’subsidiaritetsprincip´´ i servicelovens § 115 samt af sektoransvarlighedsprincippet, der betyder, at den sektor (f.eks. undervisningssektoren eller sundhedssektoren), der er ansvarlig for en ydelse m.v., også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for personer med nedsat funktionsevne.

Der findes regler om ydelse af hjælpemidler inden for bl.a. sygehussektoren, hjemmesygeplejen, tandplejen, uddannelsessektoren og beskæftigelsessektoren, og det er dermed kun, hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, at ansøgningen om hjælpemidler behandles efter reglerne om hjælpemidler i servicelovens § 112.

Overordnet gælder det således, at hjælpemidler til behandling bevilges via sundhedsvæsenet, hjælpemidler til brug under uddannelse bevilges via uddannelsesinstitutionen og hjælpemidler til arbejde bevilges via jobcentret.

Sundhedsområdet – Hjælpemiddel eller behandlingsredskab?

I forbindelse med udrednings- og behandlingsforløb kan behandlingsredskaber/hjælpemidler tildeles af regionen i henhold til sundhedslovgivningen.

I praksis kan det ved visse produkter give problemer at definere, om der er tale om et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel og dermed, om det er socialsektoren (kommunen) eller sundhedssektoren, der skal bevilge det ansøgte. Det gælder bl.a. i forhold til kompressionsstrømper, der både kan være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab.

Til eksempel henvises til ”Regler om støtte til kompressionsstrømper” vedrørende princippet om sektoransvar og afgrænsningen mellem på den ene side hjælpemidler, der ydes af kommunen, og på den anden side behandlingsredskaber, der ydes af sundhedsvæsenet.

Hvis det endnu ikke er afklaret i sundhedssektoren, om det ansøgte apparat eller redskab kan bevilges som et behandlingsredskab for personen, skal kommunen – uanset subsidiaritetsprincippet – foretage en vurdering af, om det ansøgte kan bevilges efter servicelovens regler om hjælpemidler. Det betyder således, at hvis det ansøgte apparat eller redskab kan bevilges som et hjælpemiddel, men det endnu ikke er afklaret, om redskabet eller apparatet kan bevilges som et behandlingsredskab, skal kommunen umiddelbart levere det nødvendige hjælpemiddel til personen. Kommunen skal herefter afklare betalingsspørgsmålet med sundhedssektoren.

Hvis sundhedssektoren har afgjort, at et produkt ikke kan anses som et behandlingsredskab, skal kommunen afgøre, om der er tale om et hjælpemiddel, der kan bevilges efter serviceloven – herunder foretage en væsentlighedsvurdering som nævnt i ovenfor.

Beskæftigelsesområdet

Personer med en nedsat funktionsevne eller en midlertidig begrænsning i arbejdsevnen kan få bevilget hjælpemidler, hvis den nedsatte funktionsevne eller begrænsningen i arbejdsevnen medfører barrierer i forbindelse med et job, uddannelse eller ved deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og hjælpemidlet er en nødvendig forudsætning for, at personen kan udføre arbejdsopgaverne.

Hjælpemidler i forbindelse med et konkret erhverv eller ved deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats bevilges efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Hjælpemidler kan være undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Formålet med at yde tilskud til hjælpemidler er at understøtte, at personer kan få og deltage i beskæftigelsestilbud samt opnå eller fastholde et almindeligt arbejde.

For at bevillingen kan finde sted, er det som hovedregel en betingelse, at:

• Hjælpemidlet ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen
• Udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiver forudsættes at afholde
• Hjælpemidlet er af afgørende betydning for, at personen kan deltage i tilbuddet, fastholde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed
• Hjælpemidlet kompenserer for personens begrænsning i arbejdsevnen.

Det er en betingelse for at få bevilget hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at man er omfattet af lovens målgrupper. Jobcenteret kan give tilskud til hjælpemidler til personer, som er i:

• ordinær beskæftigelse
• selvstændig virksomhed
• tilbud om vejledning og opkvalificering
• virksomhedspraktik
• ansættelse i løntilskud, skånejob, løntilskud for personer med handicap (isbryderordningen) og fleksjob
• seniorjob
• ressourceforløb

Bevillingskompetencen i forhold til hjælpemidler på beskæftigelsesområdet ligger hos jobcenteret i bopælskommunen. Hjælpemidler kan bevilges som udlån eller tilskud.

Læs mere om lovgivning og bevilling af hjælpemidler på beskæftigelsesområdet på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside

Skole- og uddannelsesområdet

Elever og studerende med særlige behov kan få bevilget hjælpemidler og særlige undervisningsmaterialer, hvis det særlige behov medfører barrierer i forbindelse med skole eller uddannelse.

I folkeskolen skal nødvendige hjælpemidler samt særlige undervisningsmaterialer stilles til rådighed af skolen til elever, som modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

På øvrige skoler og uddannelsesinstitutioner stilles særlige undervisningsmaterialer og nødvendige hjælpemidler til rådighed for eleven efter ansøgning og bevilling fra Styrelsen for Undervisning og kvalitet. Skolen/uddannelsesstedet skal søge på elevens vegne hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Læs mere om lovgivning og bevilling af hjælpemidler på skole- og uddannelsesområdet på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.

 

RETUR TIL INDEX

Sagsbehandlingsfrist i tilfælde, hvor en person tidligere har modtaget støtte til hjælpemidler efter anden lovgivning

I tilfælde, hvor en person tidligere har modtaget støtte til hjælpemidler efter en af følgende love, og personen som følge af ophøret af denne støtte ansøger om et tilsvarende hjælpemiddel efter § 112, skal kommunen træffe afgørelse inden for 4 uger:

• lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.,
• lov om forberedende grunduddannelse,
• lov om de gymnasiale uddannelser,
• lov om erhvervsuddannelser eller
• lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser

Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager ansøgningen.

Reglerne herom fremgår af § 112 b i serviceloven.

 

RETUR TIL INDEX

Yderligere information

Lovgivning – Retsinformation

Du kan på Retsinformations hjemmeside finde reglerne om hjælpemidler via følgende links:

Lov om social service (serviceloven)

Forvaltningsloven

Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter lov om social service (hjælpemiddelbekendtgørelsen).

Social-, Bolig- og Ældreministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder (hjælpemiddelvejledningen)

Indenrigs- og Sundhedsministeriet cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet (Afgrænsningscirkulæret).

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Vejledning om lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Ankestyrelsens principmeddelelser

Ankestyrelsens principmeddelelser om hjælpemidler kan findes via følgende links:

Ankestyrelsens principmeddelelse 4-24 om hjælpemidler – behandlingsredskaber – kompressionsmaskine – afhjælpning

Ankestyrelsens principmeddelelse 40-19 om hjælpemidler og forbrugsgoder – el-køretøjer, trehjulede knallerter og cykler til brug for transport i nærområdet

Ankestyrelsens principmeddelelse 49-18 om hjælpemidler – varigt nedsat psykisk funktionsevne – væsentlighed – servicehund

Ankestyrelsen principmeddelelse 44-18 om bl.a. stomihjælpemidler – gaze, gazeservietter, creme og handsker til brug ved stomi

Ankestyrelsens principmeddelelse 43-18 om hjælpemidler – støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj

Ankestyrelsens principmeddelelse 73-16 om hjælpemidler – forbrugsgoder – hvilestole

Ankestyrelsens principmeddelelse 10-16 om hjælpemidler – abonnementsudgifter til et hjælpemiddel

Ankestyrelsens principmeddelelse 77-15 om hjælpemiddel – behandlingsredskab – epilepsialarm – afgrænsning – væsentlighed

Ankestyrelsens principmeddelelse 15-13 om hjælpemidler – anskaffelse før bevilling – klageadgang – rekursinstans – nævnets kompetence

Ankestyrelsens principmeddelelse 134-12 om hjælpemidler – udøvelse af erhverv – tillidsrepræsentant

Ankestyrelsens principmeddelelse 264-09 om hjælpemidler – midlertidigt lån/leje under ferieophold

Ankestyrelsens principmeddelelse 261-09 om hjælpemidler – ståstøttebord

Ankestyrelsens principafgørelse 58-09 om hjælpemidler – servicehund – nødvendig for at udøve erhverv

Ankestyrelsens principmeddelelse C-38-08 om hjælpemidler – væsentlighedskravet

Ankestyrelsens principmeddelelse C-51-05 om hjælpemiddel – særligt udformet tøj, som en person ville have haft brug for uanset den nedsatte funktionsevne

Ankestyrelsens principmeddelelse C-8-04 om hjælpemiddel – merudgift ved forsørgelsen af handicappet barn – afgrænsning – særlig beklædningsgenstand – køredragt (flyverdragt)

Ankestyrelsens principafgørelse C-30-00 om hjælpemidler – 3-hjulede elkøretøjer

Ankestyrelsens principmeddelelse C-28-00 om ortopædisk fodtøj – udskiftning efter behov – udskiftningsinterval – hjælpemidler

Relevant information på borger.dk

Information om reglerne om obligatorisk digital selvbetjening

Link til digital selvbetjeningsløsning til brug for ansøgning om hjælpemidler m.v.

Information om reglerne om hjælpemidler

Information om reglerne om hjælpemidler, hvis man er i beskæftigelse

Øvrig information om hjælpemidler

Link til Social- og Boligstyrelsens digitale hjælpemiddelplatform Hjælpemiddelbasen

Link til Social- og Boligstyrelsens Vejledende katalog over hjælpemidler på Hjælpemiddelbasen

 

RETUR TIL INDEX

Hjælpemiddelcentraler og hjælpemiddelbaser

I stort set alle kommuner findes der hjælpemiddelcentraler, der er kommunens lager med de mest brugte hjælpemidler. Hjælpemiddelcentralerne skal desuden medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler samt orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler. Hjælpemiddelcentralerne fremgår bl.a. af servicelovens § 5, stk. 3.

Som borger kan man kontakte hjælpemiddelcentralen med henblik på rådgivning, oversigt over produktsortiment eller afprøvning af et egnet produkt/hjælpemiddel.

Afhængig af hvilken kommune man bor i, kan hjælpemiddelcentralen hedde noget forskelligt, f.eks. hjælpemiddelhus, hjælpemiddeldepot, hjælpemiddelcenter m.v.

Som alternativ til de fysiske hjælpemiddelcentraler findes Social- og Boligstyrelsens hjemmeside ”Hjælpemiddelbasen”. Hjælpemiddelbasen indeholder aktuelt oplysninger om godt 93.000 hjælpemidler og 1.350 forhandlere af hjælpemidler. Desuden indeholder Hjælpemiddelbasen guides om valg og brug af forskellige typer hjælpemidler m.v.., et Idé- og debatforum for personer med interesse for hjælpemidler, målgruppebeskrivelser samt en række opslagsfunktioner bl.a. vedrørende lovgivning, standardisering og offentlige indkøb.