Friheden findes mellem hestefolde, naboer og hverdagens små gøremål på landet. Da Michael Sørensens BPA-ordning pludselig kom i fare, blev han tvunget ud i en kamp mod systemet for at bevare det liv, han gennem årtier havde skabt for sig selv og sin familie.
Det er mange år siden, at 55-årige Michael Sørensen arbejdede som berider, men tiden blandt hestene har sat varige aftryk.
Efter en trafikulykke som 23-årig, hvor han pådrog sig en rygmarvsskade og blev tetraplegiker, blev livet vendt på hovedet. Alligevel har han holdt fast i de værdier og interesser, der har fulgt ham siden ungdommen.
– Stædighed, lyst til at udvikle mig og selvstændighed, siger han, når han skal beskrive de egenskaber, han har taget med sig videre i livet.
Selvom hverdagen ser anderledes ud i dag, lever meget fra dengang videre. Ikke mindst glæden ved at skabe noget og være tæt på dyr.
– Jeg har stadig heste sammen med min familie, så jeg er i kontakt med dem hver eneste dag. Det betyder meget for mig.
Det indgående kendskab til heste bruger Michael også stadig aktivt. Han følger med i ridesporten, ser stævner og holder kontakten til de mennesker, han lærte at kende i tiden som berider.
Landlivet er en del af identiteten
Sammen med sin kone og deres yngste barn ud af to, bor Michael på en nedlagt gård nær Fårvang i Silkeborg Kommune, hvor han har skabt en hverdag, der giver plads til både dyr, maskiner og praktiske opgaver.
– Det betyder rigtig meget for mig at bo på landet. Det en del af min identitet, fastslår han.
Michael, der er kørestolsbruger og lam fra brystet og ned, nyder friheden til selv at være aktiv i hverdagen. Græsset skal slås, hestene passes, og minilæsseren bliver flittigt brugt til de mange opgaver på ejendommen.
En ombygget minilæsser bruger Michael til at klippe hæk. Ved hjælp af en elektrisk knap på joysticket kan Michael køre frem og tilbage. Selve joysticket bruges til at hæve og sænke gravearmen med. Forflytning til minilæsseren sker med sejl og loftskran fra Harald Nyborg.
– Hvis hestene stod opstaldet andet sted, ville jeg ikke kunne være så deltagende i pasningen af dem. Det er vigtigt for mig at være en del af det, pointerer han.
Men det er ikke kun omgivelserne, der gør landlivet særligt. Det lille lokalsamfund spiller også en stor rolle.
Han anerkender, at livet på landet også har sine udfordringer. Især når man er kørestolsbruger.
– Jeg er nødt til at bede om hjælp til mange ting, som man ikke skal, når man bor i en lejlighed. Men det at give og få hjælp fra naboer er en del af charmen ved at bo på landet.
Selvom Michael er klar over, at alder og helbred på et tidspunkt kan gøre det nødvendigt at flytte, er det ikke noget, han ønsker nu.
Havetraktoren, som er Michaels plæneklipper, er af typen Zeroturn, hvor der er bygget elektrisk hævning og sænkning af klippebordet. Til forflytning benytter Michael sejl og loftskran.
Hjælpen giver frihed og værdighed
En afgørende forudsætning for livet på landet er BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance), som gør det muligt at få hverdagen til at hænge sammen.
– Min BPA-ordning gør, at jeg kan leve et liv, der ligger så tæt som muligt på det liv, jeg ville have haft, hvis jeg ikke var kommet til skade. Den gør, at jeg kan føle mig ligeværdig i familielivet og tage min del af de huslige pligter og føle, at jeg bidrager.
– Hjælpen betyder alt for min oplevelse af selvstændighed, frihed og værdighed, understreger Michael.
En almindelig dag starter med morgenmad sammen med familien. Derefter møder hjælperen ind og assisterer med bad, toilet og påklædning, før dagens aktiviteter kan begynde.
– Så kan jeg ordne huslige opgaver og komme ud til dyrene eller arbejde med de ting, der skal laves udenfor.
– Der hvor jeg går mest på kompromis i min hverdag er, at jeg kun har 40 timers hjælp om ugen. Derfor skal jeg komprimere tingene og gøre det, jeg skal have hjælp til inden for den tid, forklarer Michael videre.
En kamp mod uvisheden
For få år siden blev hverdagen pludselig kastet ud i usikkerhed, da kommunen under deres revurdering besluttede, at Michael ikke længere opfyldte betingelserne for BPA.
– Det var ganske forfærdeligt. Pludselig at få fjernet en hjælpeordning, som man har haft i 30 år.
Han beskriver perioden som en tid præget af magtesløshed og uvished.
– Jeg oplevede en grad af umyndiggørelse, som jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg gik fra at være en mand, der tog initiativ, til at føle mig som et offer.
Usikkerheden påvirkede både humøret og energien.
– Ventetiden gjorde mig trist og lidt depressivt inaktiv. Jeg havde svært ved at tage mig sammen til de ting, jeg normalt gjorde, erkender han.
For at skabe opmærksomhed om sagen valgte Michael at stå frem i pressen.
– Det krævede vilje og mod. Det var ikke rart at udlevere sig selv på den måde, men det var nødvendigt.
Følelsen af ikke at blive hørt
Undervejs oplevede Michael at blive talt ned til af kommunen.
– Jeg oplevede dialogen som uværdig. De ting, der blev sagt til mig, levede ikke op til de normer, jeg har for respektfuld behandling.
Særligt een ting havde han svært ved at få kommunen til at forstå.
– Det var svært at overbevise dem om, at jeg ville miste mit frie liv, hvis jeg kun skulle have begrænset hjælp fra hjemmeplejen. Det var de ikke lydhøre overfor.
Følelsen af magtesløshed opstod allerede fra det øjeblik, Michael fik beskeden om, at ordningen kunne blive fjernet.
– Det var nok følelsen af uretfærdighed, der gjorde, at jeg blev ved med at kæmpe.
Da lettelsen kom
Sagen fik dog en anden afslutning end forventet.
I stedet for en afgørelse fra Ankestyrelsen blev det politisk besluttet i Socialudvalget i Silkeborg Kommune at stoppe alle revurderingerne i kommunen. Dermed kunne Michael beholde sin BPA-ordning.
– Jeg følte lettelse og glæde. Men også vrede over, at min familie og jeg skulle igennem hele det forløb.
Selvom afgørelsen gav ro på hverdagen, har oplevelsen sat sine spor.
– Jeg er blevet meget mistroisk over for kommunen. Jeg tvivler på systemet på en måde, jeg ikke gjorde før, konstaterer han.
At holde fast i livet
I dag ligner livet igen det liv, han havde før sagen. Hestene er en del af hverdagen, landlivet giver mening, og familien er omdrejningspunktet.
– Jeg har lært, at jeg kan rystes. Jeg har lært, at jeg kan miste troen på mig selv, og jeg har mistet noget selvværd, siger han eftertænksomt.
Michael håber, at andre i lignende situationer kan finde styrke i hans historie.
– Hent den hjælp, der findes, og kæmp videre. Og hvis det bliver nødvendigt, så brug pressen, råder han.
Til sidst har han et klart budskab til dem, der træffer beslutninger på BPA-området:
– Tænk på mennesket frem for systemet. Mennesket betyder mere end penge.
Og netop mennesket – livet, familien og friheden – er fortsat det vigtigste for ham.
– Det vigtigste for mig har været at holde fast i livet, hverdagen og at genfinde mit gode gamle humør, slutter Michael Sørensen.
Udgivet juni 2026
Privatfoto
LÆS OGSÅ
Regler om borgerstyret personlig assistance (BPA-ordning)
Systemstress – kampen mod systemet
