Rygmarvsskade.info har i samarbejde med Tryksårsalliancen produceret videoen “Ti år med tryksår – er det slut nu?”. En video om tryksår til brug for undervisning og som debatindlæg.

 

Det startede med en harmløs rød plet på bagdelen og blev til 10 år med tryksår i alvorligt omfang. Men er det slut nu?

Dyrekøbte erfaringer

I videoen følger man Bente Ovesens dyrekøbte erfaringer, der stiller fokus på spørgsmål som: Hvad betyder tryksår for at fastholde et arbejde? Hvad med familielivet, aktivitetsmuligheder og ikke mindst livskvalitet, når sart hud og tryksår konstant sætter dagsordenen?

Gennem videoen fortæller Bente Ovesen om et omfattende behandlingsforløb, og man kommer tæt på hendes personlige erfaringer med siddepuder, kontakten til behandlingssystemet og refleksioner over indsats for forebyggelse og behandling af tryksår.

De dyrekøbte erfaringer, som Bente Ovesen oplevede, er en usammenhængende og unødigt langvarig tryksårsbehandling med varierende niveauer af personaleengagement og kompetencer. Alt sammen noget, der fører til en forværring af tryksåret og dermed længere sengeleje.

Til undervisning og debat

Videoen har til formål at rette fokus på forebyggelse, behandling og rehabilitering af tryksår hos personer med rygmarvsskade og er produceret til brug i undervisning og/eller som debatoplæg om tryksår på uddannelsessteder, arbejdspladser, i forenings- eller privatregi, mv.

Den består af fire afsnit, der hver især slutter med en pause med et åbningsspørgsmål til debat. Spørgsmålene har dels fokus på behandlingsforløbet og stiller spørgsmål til, om man kunne have handlet anderledes og dels på den fremadrettede forebyggelse og en aktiv indsat for at forblive sårfri.

Afhandling understøtter videoens formål

Videoen er produceret af Rygmarvsskade.info i et samarbejde med Tryksårsalliancen, og i en nylig ph.d afhandling afdækker sygeplejerske, ph.d. og formand for alliancen, Knærke Søgaard i sin forskning et stort behov for forebyggelse og forbedring af tryksårsbehandlingen hos personer med rygmarvsskade.

Et par fakta fra afhandlingen bekræfter det:
– mindst 33% får tryksår under akut behandling eller rehabilitering
– 25% får tryksår indenfor det første år efter rehabilitering
– 95% udvikler tryksår i løbet af deres liv, og der er en høj rate for, at sår vender tilbage.

En forbedring har således potentiale til at gavne ikke kun den enkelte, men også sundhedssystemet og økonomien.

Knærke Søgaard peger også på de svære udfordringer med at balancere mellem et aktivt liv og et omdefineret liv, når man udsættes for en streng trykaflastningsprotokol med udsigt til nedsat livskvalitet. Udfordringer, som Bente Ovesen og andre personer med rygmarvsskadede kender alt for godt til, når hverdagen skal planlægges med plads til hvil mellem aktiviteter.

Det er ønsket med videoen, at der bliver sat fokus på alvoren af tryksår hos mennesker med rygmarvsskade, og at den vil blive benyttet til undervisningsbrug og som debatindlæg.

Ti år med tryksår. Varighed: 19 minutter. Produceret af Rygmarvsskade.info. 2024. Idé og manuskript: Bente Ovesen og Viggo Rasmussen. Tryksårsalliancen: Knærke Søgaard, Line Trine Dalsgaard, Michelle Hebsgaard Saaby og Randi Steensgaard. Produktion: Viggo Rasmussen.

LEJE

Man kan leje videoen i 2 uger for 300 kr. Mail med kontaktinfo og visningsdato sendes til: mail@rygmarvsskade.info. Herefter modtages tidsbegrænset link og faktura for leje.

Se teaser af videoen ovenfor. Eller find den på Rygmarvsskade.info’s YouTube kanal. Varighed 1:25 minutter. 

 

LÆS MERE

Tryksår (viden om tryksår, kirurgisk behandling, forløbet efter lap-operation og indsatser)

Tryksårsalliancen (om Tryksårsalliancen, pjecen “Hold øje med det røde mærke” og forskning)

Knærke Søgaard, ph.d.-projekt: “Pressure Ulcers in People with Spinal Cord Injuries”