I sidste uge lancerede Tryksårsalliancen pjecen ”Hold øje med det røde mærke”. Pjecen handler om hvordan tryksår forebygges og behandles, så vi med en rygmarvsskade kan undgå lang tids sengeleje.
– Pjecen fokuserer på, at et rødt mærke kræver handling fra dag 1, både hos den rygmarvsskadede og hos den professionelle behandler, påpeger Bente Ovesen, der er brugerrepræsentant i Tryksårsalliancen og har været med til at udarbejde pjecen.
Baggrunden for pjecen er, at der er alt for lidt viden; både hos rygmarvsskadede, der er i risikogruppen, og hos fagpersoner, der støder på tryksår i deres arbejde.
– Der er rigtig mange gode grunde til ikke at tage et rødt trykmærke alvorligt – familieliv, arbejde, hverdagen – men tager man det ikke alvorligt, ender man med at blive sat ud af spillet i måneder og år, fortæller Bente Ovesen, der selv har erfaringer med tryksår tæt inde på livet.
Hun opfordrer til at stille krav til behandlingen, og til ikke blindt at tage behandleres vurdering af at ”såret er overfladisk” som et grønt lys til at fortsætte livet som hidtil.
– Tryksår hos mennesker med rygmarvsskade kræver altid handling, behandling og tæt opfølgning, pointerer hun.
– Spred gerne budskabet til dem, du kender, der har tryksår inde på livet – både som rygmarvsskadet, pårørende og fagperson, slutter Bente Ovesen.
Foto: Birgitte Bjørkman
Se pjecen online (dansk version)