At blive far er for de fleste en livsomvæltning. For Thomas Borghus blev det også et opgør med sorgen over det liv, han havde mistet – og en ny måde at være både mand og menneske på.
Thomas Borghus er gift med Joy. De har kendt hinanden i 10 år og bor i Silkeborg sammen med deres datter Leonora.
– Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, for i tiden efter ulykken i 2007 røg drømmen om at stifte familie i baggrunden, fortæller 50-årige Thomas.
Ulykken
– Jeg fik en komplet C5–C6-rygmarvsskade efter et hovedspring på lavt vand. Det betyder, at jeg har lidt bevægelse i armene men ellers er lam fra skuldrene og ned.
Thomas var gennem et genoptræningsforløb, hvor han var indlagt 10 måneder på Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) i Viborg. Sammen med skaden fulgte også en 24 timers BPA hjælpeordning.
– Fremmede mennesker helt tæt på mit privatliv … det har været en af de største omvæltninger i mit liv, beretter Thomas og fortsætter:
– Det kan være enormt svært at skulle have andre så tæt på, men det er samtidig også en stor hjælp, når man er lam.
Afsked med det liv, man kender
Skaden tvang den dengang 30-årige Thomas til at tage afsked med det liv, han kendte.
Thomas er uddannet på det Jyske Musikkonservatorie, og da ulykken skete, havde han en god karriere som professionel musiker.
– Det var et kæmpestort farvel til det liv, jeg havde før. Og i lang tid handlede det bare om at overleve og lære at leve med en krop, der var helt anderledes, mindes Thomas.
Drømmen om at blive far
– Ønsket om at blive far har altid været der. Det har aldrig været, fordi jeg ikke ville have børn, fortæller Thomas og fortsætter:
– Det har bare ikke tidligere passet sammen på en måde, hvor det kunne lade sig gøre. Først da jeg mødte min kone, begyndte drømmen for alvor at vende tilbage. Her var der et menneske, som drømmen kunne blive til virkelighed sammen med.
Thomas drøm, der blev til virkelighed.
Rejsen frem mod at blive far
Vejen mod at blive far var hverken enkel eller smertefri for Thomas og hans kone – hverken fysisk eller mentalt.
De fik hjælp, men for dem begge var det sværere, end de havde troet. Følelsesmæssigt var rejsen også svær.
– Jeg var selvfølgelig nervøs for, om jeg overhovedet kunne få børn, fortæller Thomas og fortsætter: – Det krævede en del arbejde, men det lykkedes.
Efter at have været kørestolsbruger i mange år måtte Thomas få hjælp til at forbedre sin sædkvalitet. Derfor måtte han gennemgå medicinsk behandling, som gav voldsomme bivirkninger.
– I halvandet til to år kæmpede jeg med kramper og spasmer. Det var hårdt – både fysisk og mentalt.
Det øjeblik, der står stærkt i Thomas’ erindring er, da graviditeten endelig lykkedes.
– Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg tror ikke, jeg ville have elsket min datter mindre, hvis jeg ikke var hendes biologiske far, men det gør alligevel en forskel på en eller anden måde.
Thomas mindes tiden under Joys graviditet.
– Det var enormt stort at følge med, se maven vokse og være med til scanningerne. Og at få bekræftet, at der ikke var noget galt. Det var en kæmpe lettelse.
Det første øjeblik
Fødslen er det øjeblik, der står klarest.
– Jeg sad ved siden af min kone og rullede med over, da vores datter blev vejet. Jeg var fuldstændig overvældet af glæde og stolthed.
Sekunder senere blev lykken afløst af frygt, da Thomas kone pludselig fik det dårligt.
– Jeg gik fra ekstrem lykke til at være virkelig bange. Heldigvis viste det sig ikke at være alvorligt, men kontrasten var voldsom.
Hverdagen – og de små overraskelser
Den første tid var præget af glæde. Overraskelserne kom senere.
– Jeg har talt med andre fædre i kørestol, hvis børn tager ekstra hensyn. Min datter gør det stik modsatte. Hun lærte hurtigt, hvor mine fysiske grænser går – og udnytte dem, beretter Thomas.
– Hun fandt ud af, at der er steder, jeg ikke kan nå hende, og hvis hun ikke vil noget, kan jeg ikke andet end at tale til hende. Det kan være frustrerende.
Samtidig har det tvunget Thomas og hans datter til at finde kreative løsninger i dagligdagen.
– Hvis vi skal nå noget højt oppe i køleskabet, stiller hun sig på mine knæ i kørestolen. Så klarer vi det sammen!
Forældreskab og identitet
Forældreskabet har ændret Thomas’ identitet som mand.
– Det er utrolig dejligt ikke længere at være den vigtigste. Hierarkiet er nu min datter, min kone – og så mig! Og det føles helt rigtigt.
Familie selfie med Joy, Thomas og Leonora.
Thomas føler sig ikke undervurderet som en far, der sidder i kørestol – tværtimod.
– Pædagogerne kan tydeligt se, at min datter er stolt af mig. Og hjemme er forældreskabet vores ansvar. Mine hjælpere har aldrig skiftet en ble.
Livet, når det er bedst
I årene efter ulykken begyndte Thomas at male. Han fandt også tilbage til musikken og har netop udgivet pladen ”Med hjælpende hænder”. Og med et fleksjob som timelærer i musik på en specialskole for unge, har Thomas en travl hverdag.
Når Thomas ser tilbage, er det dog familien, der fylder og betyder mest.
– Det, der gør mig allermest stolt, er os som familie. Når vi tre fungerer sammen – det bliver simpelthen ikke større. Jeg har været der ved de store øjeblikke: fødslen, de første skridt, de første ord. Og det betyder alt for mig, slutter Thomas.
Udgivet marts 2026
Privatfotos
