Efter en flere års lang kamp med lige dele stædighed og teknik kan Morten Brun Madsen i dag sidde bag rattet i en elbil med godkendt svinglift. Projekt ID. Buzz er historien om vedholdenhed, teknisk indsigt og et system, der først sagde nej.

 

Morten Brun Madsen fra Kjellerup ved Silkeborg er den første i landet, der er lykkedes med at få godkendt VW’s elbil, ID. Buzz med svingbar sidelift. Men det har været en lang kamp at nå dertil.

Målrettet indsats

I 1994 ændrede Mortens liv sig brat. I et trafikuheld brækkede han ryggen og blev paraplegiker.

Siden ulykken har Morten opbygget et aktivt liv. Han er uddannet ingeniør inden for elektronik og er i dag medejer af – og arbejder i – en virksomhed, der udvikler batterisystemer til boliger. Han bor sammen med sin kone og deres to børn på 7 og 10 år.

Som familiefar og med job er han afhængig af en velfungerende og selvstændig transportløsning i hverdagen.

– For mig handler det om frihed. Om selv at kunne hente mine børn, komme på arbejde og være en del af hverdagen på lige fod med andre, fortæller Morten og understreger:
– Jeg elsker at køre bil, det er et frirum. Om det er en arbejdstur til København alene med en podcast på radioen eller det er søndagstur eller ferie til Sydeuropa med familien.

Det ønske blev udgangspunktet for Projekt ID. Buzz – Mortens målrettede arbejde for at få en elektrisk ID-Buzz med påmonteret svinglift.

En idé, der var flere år undervejs

Allerede for tre år siden så Morten første gang VW’s elektriske ID. Buzz i en kort model.

– Jeg syntes, at ID. Buzz ramte noget fedt i dens retro design blandet med en moderne el-bil, fortæller Morten og fortsætter:

– Det sikre valg ville helt sikkert have været at købe en diesel bus igen, men bilen er ikke bare et A-B transportmiddel for mig. Derfor havde jeg mod på at udfordre situationen og tro, på at jeg kunne få en stabil bil og vigtigt hverdagshjælpemiddel blandet med køreglæde; endda med besparelse på driftsudgifter.

Med sin tekniske baggrund gik han i dialog med flere firmaer inden for mobil autoindretning for at undersøge mulighederne for at få monteret en svinglift.

– Jeg kunne se potentialet med det samme. Men alle sagde det samme: Skydedøren er for kort, så der er simpelthen ikke plads til at montere en svinglift.

Da Volkswagen ID. Buzz kom i en lang model i 2024, søgte Morten kommunen om bevilling til en ID. Buzz med svinglift.

– Men kommunen henviste til deres samarbejdspartnere og oplyste, at montage af svinglift ifølge VW ikke var mulig. Det begrundede de i, at fastgørelse af liften i bilens bund og B-stolpe ikke var muligt uden at bryde retningslinjer for opretholdelse af bilens fabriksgaranti.

Et gennembrud i Sønderjylland

Midt i processen kom Morten i kontakt med et mindre autoindretningsfirma i Sønderjylland, som valgte at se anderledes på sagen.

– De sagde: Vi vil gerne prøve. Hvis det kan lade sig gøre, så åbner det en helt ny mulighed – ikke kun for dig, men også for andre.

Det sønderjyske firma, Next Mobility Solutions arbejdede videre med problemstillingen og fandt en teknisk løsning, hvor svingliften kunne monteres uden at kompromittere bilens konstruktion, sikkerhed eller batteriets placering.

I processen fik de og Morten VW’s ord for, at fabriksgarantien stadig var intakt med denne løsning.

– Det var første gang, jeg oplevede, at nogen ikke bare sagde nej, men faktisk gik i gang med at finde en løsning, fortæller Morten.

Bevilling

Med den tekniske dokumentation på plads ændrede sagen karakter, og kommunen gav Morten en bevilling, som han kunne bruge til køb af en ID. Buzz med indretning med svinglift.

– Da bevillingen kom, tænkte jeg: Endelig! Det havde været en lang proces, men det var det hele værd, fortæller Morten, der glæder sig over, at kommunen ikke afviste hans ansøgning, men gav ham chancen for at overbevise dem.

At det var en elbil, havde heller ikke gjort processen nemmere.

– Det var tydeligt, at elbil ikke var det, kommunen var vant til, men de tilkendegav at de godt kunne se at det var den vej det gik.

Lidt om elbiler og nye vaner

Morten håber, at hans historie også kan være med til at nedtone bekymringen om, hvad det vil betyde at få en el-bil som handicapbil.

– Min nye Buzz har en reel rækkevidde på kolde dage på ca. 250 km ved 100% opladning. Ja, det er ikke langt i forhold til min gamle diesel VW Multivan, som kører ca. 800 km under samme forhold. Men det er en anden måde at have bil på, forklarer Morten.

– Og med en hjemmelader synes jeg i praksis ikke, det er et problem i dagligdagen.

 

Morten har en hjemmelader ved sit hus, hvor han oplader sin ID. Buzz.

 

– Har man ikke mulighed for opladning ved hjemmet, vil det typisk kunne klares ved arbejdsplads, under besøg hos familie og venner eller steder, hvor man kender adgang til ladestandere.

Men det er naturligvis et andet tankningsmønster, indrømmer Morten, og der følger udfordringer med, som man skal finde gode løsninger på.

– Der kan være forskellige bekymringer der kommer ved en elbil kontra brændstof bil. Noget hænger sammen med, at det er nyt og ukendt.

Og så er der bekymringer om batteriet i forhold til extra udstyr, som skal have strøm, om kørsel med mange korte ture og om brug af kabinevarmer.

– Både brændstofbiler og elbiler har et 12V batteri ud over hovedbatteriet i elbilen, så jeg ser ingen forskel. En dialog med bil ombyggeren i den konkrete situation er vigtig her.

Som eksempel fortæller Morten, at selv om det har været en kold januar og han flittigt har brugt bilens varmepumpe til at opvarme kabine og ruder, har han ikke oplevet problemer.

Et eksempel til inspiration

Projekt ID. Buzz blev dermed ikke kun løsningen på Mortens eget transportbehov, men også et konkret eksempel på, hvordan vedholdenhed, faglig viden og teknisk nytænkning kan flytte grænser – både i systemet og i praksis.

– Selvom ID. Buzz måske ikke bliver en standardløsning, så håber jeg, at min historie kan være til inspiration for andre, slutter Morten.

Udgivet februar 2026
Foto: Privat

 

MERE INFO

Bevilling og afgift

Silkeborg Kommune vurderede ID. Buzz som teknisk egnet, ikke billigst egnet. Morten Brun Madsens bevilling fra kommunen var derfor til en VW Crafter (som på det tidspunkt var billigst egnet) som Morten har brugt til ID. Buzz og selv lagt penge oveni.

Den er indregistreret som personbil med fuld afgift, fordi den ikke er godkendt som minibus som kan afgift fritages.

Som elbil er den dog med en lav afgift. (Eksempel: VW Crafter koster 392.000 kr uden afgift og ID. Buzz i lang udgave koster fra 425.000 kr. med afgift).

Særlig indretning

Liften, som er en Schwatz lift, er koblet på bilens 12V batteri (som elbiler også har) og oplades via bilens store batteri. Bilen er også indrettet med drejekonsol under førersædet og håndbetjent speeder og bremse.

 

Her ses Schwatz svinglift monteret på bilen.

                    

Til venstre: Pladsen bag førersædet til indstigning med liften. Til højre: Bagage- og hyldeplads bag bilens 3-personers sæde.

 

ID. Buzz med svinglift – ikke for enhver

Det er Danmarks første Volkswagen ID. Buzz med sidelift. Men kommer der flere? Det spørgsmål har vi stillet Next Mobility Solutions i Ribe, der har stået for ombygningen af Morten Bruun Madsens bil.

– Det har været en spændende udfordring, og vi var selv meget nysgerrige på, om det kunne lade sig gøre at ombygge en ID. Buzz med svingbar sidelift, fortæller filialleder og medejer, Frederik Dagnæs-Hansen og fortsætter:

– Men det bliver næppe en standard indretning.

Frederik Dagnæs-Hansen fortæller, at det er en dyr løsning, fordi de ikke har kunnet bruge standardprodukter.

– Svingliften, som er en Schwartz lift, har vi fx skullet tilpasse til ID. Buzz’ mindre mål og samtidig sikre os, at liften blev forsvarlig og driftssikker i brug.

Af andre tilpasninger nævner Frederik kabinepladsen, som er mindre, hvorfor der kun kan være bagsæder og ikke passagersæder i siden af bilen.

– Dertil er indkørselshøjden i ID. Buzz lavere end de tidligere generationer af Multivan. Men selve kabinehøjden er højere, da klimanlæggets luftkanaler er ført langs siden af bilen i stedet for i taget.

ID. Buzz skal købes med fuld afgift, da den ikke er omfattet af afgiftsfritagelse (som busser, der kan nedstoles fra10 sæder), og den vil derfor være forholdsvis dyr i egenbetaling.

– Men det vil man naturligvis kunne veje op imod en billigere drift som el-bil.

Så på spørgsmålet om der kommer flere ID. BUZZ med sidevendt svinglift, er Frederiks svar:

– Den bliver ikke for enhver. Ombygningen er arbejdsmæssigt i den dyre ende, og det vil påhvile borgeren, da den ikke kan bevilges som billigst egnet, slutter Frederik Dagnæs-Hansen.

Interview: Birgitte Bjørkman og Mai-Britt Schmidt.
For mere info kan man kontakte Next Mobility Solutions