Et dansk litteraturstudie peger på, at individuel tilrettelæggelse, progression og aktiv deltagelse er centrale elementer i gangtræning – også i den kroniske fase efter en inkomplet rygmarvsskade.
En af følgerne ved en rygmarvsskade er hel eller delvis tab af gangfunktion. I et netop udført dansk litteraturstudie Optimering af gangfunktion efter rygmarvsskade kortlægges og kategoriseres gangtræning hos mennesker med inkomplet rygmarvsskade med fokus på optimering af gangindsatsen.
Ganginterventioner har i tidligere studier vist sig at gavne ca. 80 % af mennesker med inkomplet rygmarvsskade til at opnå et niveau af uafhængig gangevne, som også kan indbefatte et niveau i brugen af hjælpemidler. Derfor er netop ganginterventioner et væsentligt omdrejningspunkt for rehabilitering af rygmarvsskader – også på den lange bane.
I det følgende beskrives resultatet af et litteraturstudie, der har til formål at kortlægge, hvilke typer af gangtræningsinterventioner, der er beskrevet i litteraturen til voksne med inkomplet rygmarvsskade.
Mange typer af gangtræning
Men hvad er gangtræning egentlig for voksne med en inkomplet rygmarvsskade, hvor nogle har mere førlighed end andre, og kan vi tale om, at visse særlige karakteristika ved gangtræningen skal være til stede i den livslange træning for, at indsatsen fortsat virker motorisk udviklende?
Det korte svar på det sidste spørgsmål er; ja. Der findes en måde at tilrettelægge gangtræningen på, så der selv i den kroniske fase efter rygmarvsskade er motoriske gevinster at hente.
Til gengæld er det mere bredt, hvad gangtræning er. Det kan være mange og meget forskellige typer af indsatser, som kan gavne evnen til at bevæge sig fremad selvstændigt.
Motorisk læring i den kroniske fase
Dette litteraturstudier kortlægger ganginterventionstyper særligt i denne kroniske fase. Dernæst kigges der på disse karakteristika, der lader til at definere de forskellige typer af gangtræning for netop at have en effekt på motorikken, selvom det mest udviklingspotente vindue lige efter skaden er lukket.
På sin vis handler det om at genåbne et vindue for motorisk udvikling. Hvad skal der til? Meget i dette studie tyder på, at der skal mere til end blot mange timers træning. Faktisk tyder resultatet af litteraturstudiet på, at hverken mange timers træning eller typen af gangtræning lader til at være det afgørende.
Det afgørende lader i stedet til at være, at træningen i høj grad individualiseres med løbende progression i graden af fysisk udfordring, mental udfordring i form af f.eks. en kombination af opgaver, og at udøveren er særligt aktiv og stimuleret.
Hvad kan den voksne med rygmarvsskade selv gøre?
Fremfor alt er der gevinster at hente fra en træningsindsats, så længe vi lever.
Når en voksen med rygmarvsskade mister motivation for at træne, så er det helt essentielt at undersøge om dette skyldes at a) træningen er blevet kedelig og ensformig og b) at den slet ikke udfordrer de mål som den voksne gerne vil opnå.
Måske tænkes der slet ikke længere i at opnå mål, og det er en skam, for mål kan fortsat opnås. Det viser dette litteraturstudie.
Vendepunktet for hvordan træningsindsatsen virker motorisk lærende er, når der er et defineret mål med træningsindsatsen. Her bliver risikoen for at fejle større, men til gengæld er glæden ved små eller store succeser også større, og disse kan hurtigt trumfe, at det er hårdt og irriterende at lave fejl eller at have begrænsninger.
Der er gode muligheder for at finde en træningsindsats, som har gavnlig effekt på gangfunktionen og evnen til at bevæge sig så selvstændigt som muligt og med færrest mulige hjælpemidler.
For at nævne nogle indsatser, som dukker op i litteraturstudiet, er der træning liggende på en trampolin, virtuelle computerspil eller opgaver, core-øvelser, core-øvelser på trampolin, undervandstræning, siddende cykeltræning med armene.
Der er også god mulighed for at variere sin træning igennem livet, og at vælge sin træningsindsats efter nye og relevante udfordringer, hvilket er en opgave for både den voksne med rygmarvsskade selv, men også for en evt. terapeut.
Kvaliteten af træningen er vigtigere end mængden
Litteraturstudiet diskuterer, at træningsdosis alene er utilstrækkelig i den kroniske fase – effekten optimeres markant, når interventionen kombinerer aktiv deltagelse, intensitet, progression af sværhedsgrad og efterfølgende funktionel gang på gulv med nødvendige hjælpemidler.
Træningsmængden og typen af gangtræningsindsats lader til at være underordnet i forhold til hvordan man træner. Kvaliteten af træningen stiller store krav både til voksne med rygmarvsskade, men også til terapeuten.
Valget af gangtræningstypen kan i nogen grad kvalificeres ud fra den enkeltes funktionsniveau, men derfra er der rige muligheder for at tilrettelægge træningen individuelt.
Det betyder at den trænende altid skal udfordres fysisk, funktionelt og mentalt og på den helt lange bane også motivationsmæssigt.
Andre spændende emner
Komplet rygmarvsskade var også integreret i litteratursøgningen men dukkede kun sporadisk op og uden de store resultater, hvad angik ganginterventioner.
For at blive klogere på denne målgruppe skal der en anden type studie til f.eks. en kortlægning af interventioner med eksoskeletter eller anden robotteknologi i forhold til selvstændighed.
Robottræning og tiltagende avancerede teknologiske hjælpemidler kunne ligeledes undersøges nærmere for om og så fald hvornår, der er en tærskel for at træningen bliver for patientpassiv, og derfor ikke længere virker motorisk lærende.
Når træningen hele tiden søger mod nye udfordringer, kan et spørgsmål om sikkerhed og komfort i indsatser, der f.eks. anvender højintensitet og risiko for fejl, også med fordel undersøges nærmere.
Malou Deichmann er Master i neurorehabilitering og Bachelor i ernæring og sundhed. Arbejder i en klinisk praksis for neurorehabilitering i København. Klinikken ser klienter overlappende med eller efterfølgende genoptræningen på kommunalt niveau, og målgruppen omfatter bl.a. mennesker med senfølger af rygmarvsskade. Ens for klienterne er en grad af selvstændighed og efterspørgslen på endnu mere fysisk selvstændig formåen.
Udgivet oktober 2026
Privatfoto
FAKTA OM STUDIET
Scoping reviewet Optimering af gangfunktion efter rygmarvsskade er lavet som afsluttende masterprojekt under uddannelsen Master i Neurorehabilitering på Københavns Universitet foråret 2026 af Marie-Louise (Malou) Deichmann. 2.901 artikler fremkom i scoping reviewet. Inklusionskriterierne var 18 år og opefter, minimum 6 mdr. siden skaden, alle tilfælde af rygmarvsskade, minimum 10 deltagere i studiet, patientaktiv gangintervention med et forløb på minimum 6 uger samt anvendelse af en etableret målemetode. Screeningen af artiklerne blev foretaget i Covidence. 25 artikler klarede alle kriterierne. Data fra de 25 artikler blev efterfølgende kategoriseret og syntetiseret.
Du finder et resume af studiet her
