Sir Ludwig Guttmann var en banebrydende neurolog og læge, der under 2. verdenskrig revolutionerede behandlingen og rehabiliteringen af mennesker med rygmarvsskader. På Stoke Mandeville Hospital i England ændrede han ikke blot lægevidenskaben men også millioner af menneskers liv og muligheder verden over. En viden, der også førte til grundlæggelsen af det, der i dag kendes som De Paralympiske Lege.
I begyndelsen af 40’erne døde 80 procent af alle, der pådrog sig en rygmarvsskade indenfor de første få uger. Enten af selve skaden eller af de tilstødende komplikationer. Og de overlevende var henvist til et liv i passivitet og med livslang pleje.
Flugten fra Tyskland
Ludwig Guttmann blev født den 3. juli 1899 i Tyskland i en jødisk familie. Allerede under 1, verdenskrig mødte han som frivillig på et hospital en patient med rygmarvsskade. Patienten døde efter fem uger af sine komplikationer. Denne oplevelse fik afgørende betydning for hans uddannelsesvalg, fortalte han sidenhen.
Guttmann blev en fremtrædende neurolog i 1930’erne, men som jøde under nazismen, blev hans muligheder mere og mere indskrænkede. I 1939 flygtede han derfor med sin familie til Storbritannien for at undgå forfølgelse.
Nyt syn på rygmarvsskader
I 1944 bad den britiske regering Guttmann om at oprette en specialklinik for mennesker med rygmarvsskade ved Stoke Mandeville Hospital i Aylesbury, England. Her blev han ansvarlig for krigens sårede soldater, der på dette tidspunkt blev betragtet som håbløse tilfælde uden håb om overlevelse.
Guttmann nægtede at acceptere denne skæbne og indførte en helt ny og systematiseret tilgang til behandling; et pionerarbejde, der grundlagde den specialiserede behandling af rygmarvsskadede, som vi kender i dag.
”A new life is waiting. Different, yes! Bot not so bad… we will make new good lives”.
Dr. Ludwig Guttmann. (Kilde: Best of Men)
Fra overlevelse til værdigt liv
Med overlevelsen af hans patienter fulgte hans fokusering på rehabilitering gennem fysisk aktivitet og sport, hvilket ikke bare forbedrede patienternes fysiske helbred, men også deres mentale velvære og sociale integration. Denne tilgang var revolutionerende og mødte i starten modstand. Men resultaterne talte for sig selv.
Stoke Mandeville Games
I 1948 organiserede Guttmann den første Stoke Mandeville Games, en sportsbegivenhed for krigsveteraner med rygmarvsskade. Arrangementet fandt sted samme dag som åbningen af de Olympiske Lege i London, og blev startskuddet til en ny international bevægelse.

Den australske paralympiske atlet, Tony South modtager sin guldmedalje for bueskydning Albion Round ved de Paralympiske Sommerlege i Tel Aviv i 1968 Sir Ludwig Guttmann.
Foto: Den australske paralympiske komité.
Verdens første PL
I 1960 blev de første officielle paralympiske lege afholdt i Rom med deltagelse af 400 atleter fra 23 lande. Det var Guttmanns vision om ligestilling, inklusion og sportens helende kraft, der blev realiseret i denne begivenhed.
Siden da er de Paralympiske Lege vokset til at blive en af verdens største sportsbegivenheder.
Ære og arv
For sit banebrydende arbejde blev Ludwig Guttmann i 1966 adlet af den britiske dronning og kunne derefter kalde sig Sir Ludwig Guttmann.
I 1961 blev det verdensomspændende netværk, International Medical Society of Paraplegia grundlagt med Sir Ludwig Guttmann som præsident. (I dag kendt som International Spinal Cord Society, ISCoS). ISCoS arbejder for at sikre, at mennesker med rygmarvsskade får optimal behandling og rehabilitering på globalt plan. Han var præsident frem til 1970.
Og i 1973 udgav Sir Ludwig Guttmann “Spinal Cord Injuries: Comprehensive Management and Research. Bogen indeholder mere end 700 illustrerede sider med omfattende viden om de grundlæggende principper for bl.a. traumemekanismer og komplikationer. Den omhandler også viden om tilrettelæggelse af specialiseret pleje og rehabilitering af patienter med rygmarvsskader baseret på Sir Ludwig Guttmanns egne erfaringer. En bog til stor inspiration og efterlevelse.
Guttmann døde i 1980, men hans arv lever videre i de moderne behandlingsmetoder for rygmarvsskader, der bygger på hans principper, og i de tusinder af atleter, der konkurrerer i de paralympiske lege.
Sir Ludwig Guttmann var bl.a. en stor inspirator for læge Bodil Eskesen, der var den danske pioner for den moderne behandling og rehabilitering af patienter med rygmarvsskade herhjemme. Og som Sir Ludwig Guttmann tog hun medinitiativ til stiftelse af en idrætsbevægelse i 1971 under navnet Dansk Handicap Idræts-Forbund (i dag Parasport Danmark).
Vi skylder Sir Ludwig Guttmann en stor tak. Han var mere end en læge og neurolog. Guttmanns menneskesyn, hans visionære filosofi og kontroversielle tilgang til behandling og genoptræning var enestående; et forbillede for dem, der kom efter. For det vil hans navn for altid være indskrevet i historien.
Udgivet august 2025
Portræt: Ludwig Guttmann, ©Godfrey Argent Studio, 1976
Film om Sir Ludwig Guttmann: The Best of Men
Spillefilm, der fortæller den gribende historie om Sir Ludwig Guttmanns banebrydende arbejde. I filmen, der foregår under 2. verdenskrig, følger man neurologen og de indlagte soldater, der er blevet rygmarvsskadet under tjeneste. På den nyetablerede afdeling på Stoke Mandevill Hospital under Sir Ludwig Guttmanns dygtige ledelse sikrer han ikke blot de unge mænds overlevelse med strikse plejeregimer men med hans introduktion af sport i rehabiliteringen indgyder han håb om en fremtid for de unge mænd. De første nationale handicapidrætskonkurrencer, Stoke Mandeville Games, der senere udviklede sig til de Paralympiske Lege, udspilles på hospitalets område. Filmen slutter med autentiske historiske optagelser af de første Stoke Mandeville Lege og Paralympiske Lege.
En hjertevarm og inspirerende film, der hylder Sir Ludwig Guttmann for hans mange bedrifter.
The Best of Men, England. Manus Lucy Gannon. Instrueret af Tim Whitby. Produceret i 2012. Varighed 90 min. Medvirkende: Eddie Marsan, Rob Brydon og George Mackay.
Filmen er desværre ikke tilgængelig på nogen streamingtjeneste i Danmark. Kan købes som DVD med engelske undertekster på Amazon: https://www.amazon.co.uk/The-Best-of-Men-DVD/dp/B08WKH67JQ
Filmen ligger i en uofficiel uploading på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=EBAm_1JcBmk
LÆS OGSÅ
I Danmark var det overlæge Bodil Eskesen, der med stor inspiration fra Sir Ludwig Guttmann, satte nye standarder for behandling og rehabilitering af mennesker med rygmarvsskade.

