Personer med en varig funktionsnedsættelse kan få dækket nødvendige merudgifter, som ikke-handicappede personer på samme alder og i samme livssituation ikke har. Reglerne om merudgifter ændres pr. 1. september 2025. Samtidig skifter merudgiftsydelsen navn til ’kompensationsydelse’. Læs her kort om de nye regler.
Voksne med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket nødvendige merudgifter. Tilsvarende kan børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse få dækket nødvendige merudgifter.
Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven eller barnets lov. De udgifter, der kan dækkes, er således udgifter ved den daglige livsførelse, som ikke-handicappede personer på samme alder og i samme livssituation ikke har.
Merudgifter kan f.eks. være ekstra udgifter til befordring, medicin, forhøjet husleje, ekstra varme m.v.
Reglerne herom findes i § 100 i serviceloven og § 86 i barnets lov.
Nye regler
Pr. 1. september 2025 ændres reglerne om merudgifter. Regelændringerne skal forenkle og harmonisere merudgiftsydelsen for både børn og voksne.
Betegnelsen ’merudgiftsydelse’ i serviceloven og barnets lov ændres samtidig til ’kompensationsydelse’, og begrebet merudgifter i de nævnte love ændres til ’kompensationsberettigende udgifter’.
Det nye system indeholder to niveauer for udbetaling af hjælp – gruppe I og gruppe II:
Gruppe I (personer med kompensationsberettigende udgifter op til 2.000 kr. pr. måned):
Med de nye regler vil alle personer i målgruppen, der kan sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter over en minimumsgrænse på mindst 6.660 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 555 kr. (2025 niveau) pr. måned, få udbetalt et fast standardbeløb på 1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned. Standardbeløbet kommer til udbetaling uanset størrelsen på personens faktiske kompensationsberettigende udgifter under grænsen for at overgå til gruppe II, som er op til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Alle typer af kompensationsberettigende udgifter kan indgå i beregningen, både løbende udgifter og enkeltudgifter. Det kan f.eks. dreje sig om kompensationsberettigende udgifter som følge af ekstraordinært slid på tøj og sko som følge af den nedsatte funktionsevne, kompensationsberettigende udgifter ved befordring f.eks. til behandling, fritidsinteresser, arbejde o.l., kompensationsberettigende udgifter til kurser, f.eks. kursusudgifter som følge af personens og eventuelle nærtstående personers nødvendige deltagelse, f.eks. deltagelse i tegnsprogskurser eller kurser, som tager sigte på at sætte personen i stand til at leve et almindeligt liv.
Med de nye regler fjernes de nugældende sagsbehandlingsskridt omkring sandsynliggørelse af alle nødvendige merudgifter mv. for personer i gruppe I. Sagerne i Gruppe I skal ligesom i dag alene revurderes, hvis personen anmoder om det, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i f.eks. personens livssituation, som kan medføre ændret hjælp.
Gruppe II (personer med kompensationsberettigende udgifter på over 2.000 kr. måned):
Med de nye regler vil alle personer i målgruppen, som kan dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned, få dels en kompensationsydelse svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt dels et standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Personer i gruppe II vil således få kompenseret de konkrete høje kompensationsberettigende udgifter 1:1. De typer af udgifter, der vil kunne opnås kompensationsydelse for, vil fremgå af en centralt fastsat liste.
Dertil vil personen få et fast standardbeløb på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned sammen med de faktiske kompensationsberettigende udgifter. Beløbet vil skulle dække personens mindre kompensationsberettigende udgifter ud over de kompensationsberettigende udgifter, som personen kan dokumentere, herunder udgifter som falder uden for listen over kompensationsberettigende udgifter. Det vil således ikke være en forudsætning for udbetaling af standardbeløbet på 500 kr. (2025-niveau) pr. måned, at man kan sandsynliggøre eller dokumentere yderligere kompensationsberettigende udgifter ud over de dokumenterede kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til 2.000 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Sagsbehandlingen i gruppe II vil være mere byrdefuld end i gruppe I.
Det er udelukkende reglerne om minimumsbeløb, udmåling, beregning og udbetaling, der ændres. Alle øvrige betingelser om personkreds og målgruppen fortsætter uændret, så der vil fortsat være forskel på betingelserne for børn og voksne for at modtage denne form for hjælp.
Liste over kompensationsberettigende udgifter der kan ansøges om
Der vil blive udarbejdet en centralt fastsat liste i en bekendtgørelse over, hvilke typer af kompensationsberettigende udgifter, der kan dækkes for personer i gruppe II.
Listen gøres udtømmende med henblik på at begrænse det administrative tidsforbrug forbundet med at vurdere mange udgiftstyper. Således vil man i udgangspunktet kun få dækket kompensationsberettigende udgifter i gruppe II, hvis man har væsentlige udgifter inden for de udvalgte kategorier på listen, som vurderes at have væsentlig betydning, jf. dog nedenfor.
Som eksempler på sådanne typer af kompensationsberettigende udgifter, der vil kunne medtages på listen, nævnes følgende kompensationsberettigende udgifter, der erfaringsmæssigt medfører særligt høje kompensationsberettigende udgifter og forekommer hyppigt, og hvor der typisk vil opstå markant underkompensation, hvis det ikke gøres muligt at yde hjælp svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter:
- kost-og diætpræparater
- medicin
- befordring, herunder driftsudgifter ved befordring i egen bil
- forhøjet husleje og
- fritidsaktiviteter.
Desuden vil der som en del af den udtømmende opremsning blive tilføjet ”øvrige markante kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift gennemsnitligt overstiger 1.250 kr. om måneden”, jf. nedenfor.
Mulighed for supplerende kompensation for øvrige, markante kompensationsberettigende udgifter
Det kan ikke udelukkes, at visse konkrete personer har særligt høje kompensationsberettigende udgifter. Derfor vil de nye regler også indeholde en ”kattelem”, der giver mulighed for at søge om kompensation for udgiftstyper, der ikke fremgår af listen, hvis de kompensationsberettigende udgifter til denne enkeltstående udgiftstype overstiger en centralt fastsat grænse på 1.250 kr. (2025-niveau) pr. måned.
Omberegning af eksisterende bevillinger
Nye ansøgninger skal behandles efter de nye regler fra dag ét. Kommunerne vil dog få en overgangsperiode på to år til at omberegne eksisterende bevillinger. Overgangsbestemmelsen om, hvornår kommunalbestyrelsen senest vil skulle træffe en afgørelse over for borgere, der modtager ydelsen efter det nugældende udmålingssystem, er således 1. september 2027, hvor reguleringen vil finde sted første gang.
Årlig regulering af beløb
De beløb vedrørende kompensationsberettigende udgifter, der er nævnt ovenfor, vil blive reguleret en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, ligesom det er sket hidtil med beløbene i bestemmelserne om merudgifter i serviceloven og barnets lov.
Udgivet april 2025. Opdateret juni 2025.
Yderligere info
Læs mere om aftalen om en ny model for kompensationsydelsen/kompensationsberettigende udgifter på Social- og Boligministeriets hjemmeside:
”Aftale om en ny model for kompensationsydelsen (tidligere merudgiftsydelsen)”