Hvornår opstår tryksår? Hvem kan forhindre det? Og kan nye sundhedsteknologier forebygge tryksår hos personer med rygmarvsskader? De spørgsmål får Vestdansk Center for Rygmarvskade (VCR) på Regionshospitalet Viborg nu 250.000 kroner af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond til at besvare i et nyt ph.d.-projekt.
Op mod 95 % af alle rygmarvsskadede får tryksår på grund af deres uheldige kombination af nedsat mobilitet og følesans. Mange af tryksårene kommer igen. Det skaber derfor også et negativt aftryk på livskvaliteten såvel som stort ressourceforbrug i sundhedsvæsenet.
– Tryk skaber ikke altid sår, men et let tryk i længere tid eller et hårdt tryk i kortere tid kan altid føre til et sår. Et tryksår påvirker livskvaliteten negativt, øger risikoen for depression og fører ofte til lange og gentagne indlæggelser for mennesker med rygmarvsskade, fortæller Helene Roager om sit nye ph.d.-studie under Aarhus Universitet og og på VCR.
Rygmarvsskade.info medvirkede i det indledende design af forskningsprojektet under ledelse af fysioterapeut og ph.d. Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt, og hilser det velkomment, at Helene Roager nu har kastet sig over et yderst relevant Ph.d-projekt.
– For at kunne underbygge og effektivisere den forebyggende indsats er der behov for forskning i omfanget og forekomsten af rygmarvsskadede, der har haft/har tryksår i Danmark. Desuden er der brug for at identificere, hvad der skal til af intervention for at forebygge tryksår og optimere tryksårsforløb. Dette er nødvendigt for at kunne knække tryksårskurven, der desværre har været dominerende lige siden man efter 2. verdenskrig blev i stand til at rehabilitere mennesker med rygmarvsskade, så vi overlevede trods lammelser, siger Bente Ovesen, Birgitte Bjørkman og Viggo Rasmussen, der alle tre også er en del af Tryksårsalliancen.
Ph.d.-projektet har titlen “Forekomst og optimering af tryksårsforløb hos mennesker med rygmarvsskade” og vil være forankret i Vestdansk Center for Rygmarvsskade i et tæt samarbejde med en lang række aktører, herunder Tryksårsalliancen.
Kilde: Region Midtjylland
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt