En velkendt følge ved en rygmarvsskade er afkalkning af knoglerne i underekstremiteterne med risiko for udvikling af knogleskørhed (osteoporose). Gennem kost og kosttilskud kan man bidrage til knoglernes styrke og mindske risikoen for knoglebrud.
Beskrivelse
Hos personer med rygmarvsskade ses knogletab under niveauet for skaden. Afkalkning af knoglerne er ikke mindst en følge af den nedsatte eller ændrede belastning af knoglerne pga. hel eller delvis inaktiv muskelfunktion, hvilket er med til at forhindrer den normale knogleopbygning. Der sker dermed et fald i knogletætheden, som mindsker knoglernes styrke og dermed øger risikoen for knoglebrud. Blot halvandet år efter en komplet rygmarvsskade er mineralindholdet i nogle af knoglerne i benene faldet med ca. 50 %. De første to år sker der et hastigt knogletab, hvorefter knoglemineralindholdet stabiliserer sig på et nyt niveau.
Over tid øges risikoen for knogleskørhed og dermed også risikoen for brud. Hvis man har en inkomplet rygmarvsskade med en vis gangfunktion, bibeholder man mere muskelmasse og dermed også knoglemasse og er mindre udsat.
Det antages, at ca. 80 % af personer med rygmarvsskade vil opleve enten osteoporose eller osteopeni (mellemstadie) efter deres skader.
Diagnosticering
Osteoporose giver ingen symptomer. Løbende eller ved mistanke bør man derfor få målt indhold af D-vitamin og kalk ved en blodprøve hos egen læge. Herefter kan der iværksættes behandling for at forhindre yderligere tab af knoglemasse samt en revurdering af hjælpemidler og rutiner med opmærksomhed på risici for brud.
Med alderen bliver kroppen dårligere til at optage kalk. Personer med rygmarvsskade over 60 år anbefales indtag af 50 % mere kalktilskud. Snak med egen læge.
Osteoporose kan også diagnosticeres ved en knoglemineralscanning.
Det er vigtigt, at osteoporose bliver opdaget, så man ved forebyggelse kan mindske risikoen for knoglebrud.
Kost og kosttilskud
Man kan selv bidrage til knoglernes styrke ved at få dækket det daglige D-vitamin og kalkbehov. Det sker både gennem kosten og med kosttilskud.
D-vitamin er vigtigt, fordi det hjælper kroppen med at optage kalk. Sollys, mælk, æg og fede fisk er gode kilder til D-vitamin. Det tilrådes at følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om at spise 350 gram fisk ugentligt, hvoraf de ca. 200 gram bør være fed fisk som laks, ørred, makrel og sild.
Kalk har en række vigtige funktioner i kroppen. Her er anbefalingen at indtage min. 800 mg kalk om dagen. Kalk får man først og fremmest gennem mælk og øvrige mælkeprodukter. Nødder, fuldkornsprodukter og grøntsager som broccoli, grønkål og spinat er også gode kilder.
Indhold af D-vitamin og kalk kan måles ved en blodprøve hos egen læge, der kan hjælpe med at vurdere, om man skal have ekstra tilskud af D-vitamin og kalk i form af tabletter.
Rygning og alkohol bør begrænses. En fysisk aktiv livsstil er med til at stimulere knoglerne.
Medicinsk behandling
Der kan gives medicinsk, forebyggende behandling. Bisfosfonater (typisk Alendronat) kan forebygge tabet af knoglemineralindhold hos personer med rygmarvsskade. Gives som lavdosis. Alendronat vil dog typisk først anbefales efter et knoglebrud pga. potentielle bivirkninger. Tal med din læge om fordele og ulemper ved forebyggende medicinsk behandling, ligeledes hvis du oplever bivirkninger.
I nogen tilfælde kan en bivirkning over tid være udvikling af ”død kæbe” som oftest ses ved indtagelse af knoglestyrkende medicin i kombination med en anden faktor. Død kæbe kan være snigende med næsten ingen symptomer, eller den kan være akut med en byld med hævelse, smerter og feber, der kræver akut behandling. Informerer din tandlæge, hvis du er i behandling med Bisfosfonat. Du må ikke tage Alendronat tablet, hvis du er gravid, er barn eller du ammer.
Terapi
Funktionel elektrisk stimulering (FES) af benmusklerne har vist i studier at øge knoglemineralindholdet. Det indebærer dog vedvarende behandling i 30 minutter 3 gange ugentligt. Træner man mindre efter en periode vil det vundne knoglemineralindhold blive tabt igen. FES anbefales ikke til personer med rygmarvsskade med følesansen i behold.
Brug af ståstativ har ikke effekt på knoglemassen. Belastning alene synes ikke at være nok, idet der tilsyneladende samtidig skal være aktiv muskelbevægelse.
Skrevet med faglig hjælp fra professor emeritus, dr. med. Fin Biering-Sørensen
Udgivet december 2023.
LÆS OGSÅ om Knoglebrud og frakturbehandling
