Nedsynkning af underlivet (prolaps) er en almindelig tilstand hos såvel rygmarvsskadede som ikke-rygmarvsskadede kvinder. Komplikationerne kan dog være mere omfattende hos kvinder med rygmarvsskade.
Underlivs prolaps – i almindelig tale nedsynkning af underlivet – er en almindelig tilstand.
Med alderen kan kvinder udvikle nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele) eller nedsunken livmoder. Ikke sjældent ses en kombination.
Kvinder, der har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.
Tegningerne illustrerer de tre typer nedsynkning af underlivet, som er markeret med en rød streg.
Tegning 1: Nedsynkning af forreste skedevæg (cystocele) ses blæren at synke ned.
Tegning 2: Nedsynkning af bagerste skedevæg (rectocele) ses endetarmen at synke ned.
Tegning 3: Livmoderen ses synke ned.
illustration: Ulla Due
Årsager
Forekomsten af nedsynkning af underlivet ses hos op til 50 % af alle kvinder, men det er dog kun ca. 10-20% af disse, som vil være generet af det og søge behandling.
De mest almindelige årsager til nedsunken livmoder er graviditeter og vaginale fødsler, ligesom overgangsalder øger risikoen. Tilstande, hvor man øger trykket på bækkenbunden, eksempelvis ved kronisk forstoppelse, tunge løft og kronisk hoste, kan også øge risikoen.
Symptomer
Symptomer på nedsynkning er ofte en bule i skeden, der kan ses eller mærkes, tyngdefornemmelse i skeden eller en følelse af ”at noget falder ud”.
Vandladningsproblemer og/eller urin inkontinens ligesom tarmtømningsproblemer og/eller afførings inkontinens er også mulige symptomer. Dette kan dog være svært at adskille, da kvinder med en rygmarvsskade generelt har udfordringer med tømning og inkontinens af blære og tarm.
Andre symptomer kan være komplikationer med at udføre intermitterende kateterisering (RIK) på grund af en bule (prolaps), der blokerer for urinrøret.
Mere sjældent kan smerter og ubehag i og omkring skeden forekomme.
Risiko og komplikationer
Risikoen for nedsynkning af underlivet er ikke højere hos kvinder med en rygmarvsskade, dette på trods af svækkede bækkenbundsmuskler og nedsat følelse.
I en dansk undersøgelse* fandt man faktisk, at der var færre med nedsynkning af underlivet hos kvinder med rygmarvsskade end hvad man ser hos kvinder generelt. Man kan spekulere i om en rygmarvsskade ligefrem kan have en beskyttende effekt, idet kvinder i siddende stilling ikke udsætter bækkenbunden for samme pres.
Selvom det ikke blev belyst i undersøgelsen*, kan komplikationerne ved nedsynkning, teoretisk set, være mere omfattende, da de rygmarvsskaderelaterede udfordringer med blære- og tarmtømning kan forværres, hvis nedsynkningen blokerer for vandladning og/eller tarmtømning.
Udiagnosticeret underlivs prolaps
Det er velkendt, at kvinder med bevægelseshandicap ikke modtager tilstrækkelig gynækologisk screening og behandling grundet bl.a. barrierer som fx adgangsforhold til klinikker og undersøgelsesleje, og dette kombineret med nedsat følelse ved en rygmarvsskade kan betyde, at en nedsynkning af underlivet kan forblive ubemærket over længere tid med gener ved blære- og tarmtømning.
En udiagnosticeret nedsynkning af underlivet er dog ikke farligt, og bliver ikke værre over tid. Mange kvinder vil have en anatomisk grad af nedsynkning, men hvis de ikke er generet af det, er der ikke grund til at søge læge. Det er således kun hvis der er symptomer, at det kan blive relevant at iværksætte en behandling.
Behandling
Knibeøvelser kan have en forebyggende effekt, hvilket dog kan være en udfordring at udføre for mange kvinder med rygmarvsskade.
Ligeledes kan lokal hormonbehandling med fx østrogenholdige stikpiller til skeden til kvinder efter overgangsalderen være en mulighed.
Den egentlige behandling af prolaps kan dernæst enten bestå af vaginale støttepessarer eller kirurgi.
Et støttepessar er en blød ring af silikone, der sættes op i toppen af skeden, hvor den støtter op og er med til at holde nedsynkningen på plads. Den findes i forskellige former og størrelser, men ved den rette størrelse bør den ikke falde ud eller kunne mærkes. Lægen som sætter den op vil evt. prøve forskellige størrelser af første gang den lægges op. Når den sidder rigtigt skal den tjekkes ved en læge/sygeplejerske ca. hver 3. måned, hvorefter den kan sættes op igen.
Kirurgier er en anden behandlingsmulighed. Der findes flere typer kirurgisk behandling afhængig af hvilken type nedsynkning det drejer sig om.
Nedsynkning af for- eller bagvæg af skeden involverer typisk en forstærkning af bindevævet i skeden. For nedsynkning af livmoderen er den mest almindelige og skånsomme behandling en afkortning af livmoderhalsen. Indgrebene kan gennemføres via skeden, imens kvinden er i fuld bedøvelse, og som regel kan man udskrives samme dag.
Ved konsultationen med lægen vil man gennemgå mulige risici og komplikationer ved indgrebet.
Valg af behandling er individuelt og ofte afhængig af kvindens præferencer og hvor omfattende generne er.
Hvis man har symptomer på nedsynkning og heraf nedsat livskvalitet, bør man søge læge. Da kvinder med rygmarvsskade har en højere forekomst af andre urogynækologiske problemer, herunder blæretømningsproblemer, anbefales det som udgangspunkt at få en henvisning til en specialiseret, urogynækologisk konsultation på et sygehus.
Hvis man har udfordringer med at udføre RIK pga nedsynkning anbefales også at blive tilset af en urogynækolog.
Teksten er fagligt valideret af Marlene Elmelund, PhD og læge, Gynækologisk og Obstetrisk afdeling, Hvidovre Hospital.
Illustrationer: Ulla Due. Bringes med tilladelse.
Udgivet juni 2024.
FIND MERE INFO
* I et forskningsstudie fra 2013 til 2018 undersøgte man forekomsten af nedsynkning/prolaps hos 98 kvinder med rygmarvsskade ligesom man evaluerede behovet for urogynækologiske konsultationer. Studiet konkluderede, at kvinder med rygmarvskade ikke har en øget risiko for at udvikle nedsynkning. Blandt 98 kvinder med en rygmarvsskade blev der rapporteret symptomer på nedsynkning hos 14 kvinder. 21 kvinder havde nedsynkning ved gynækologisk undersøgelse- I denne gruppe sås en signifikant højere alder, højere andel af graviditeter og vaginale fødsler og flere kvinder, der var efter overgangsalderen. Tiden efter rygmarvsskaden, det neurologiske niveau og om skaden var komplet eller inkomplet havde ingen betydning.
Dertil havde 71 % urininkontinens, 27 % havde fækal inkontinens, 63 % havde blæretømningsproblemer og 70 % havde problemer med tarmtømning. I alt modtog 65 % af samtlige kvinder behandling for disse komplikationer.
”Bækkenorganprolaps og urogynækologisk vurdering hos kvinder med rygmarvsskade”.
Marlene Elmelund, Fin Biering-Sørensen, Mette Hornum Bing og Niels Klarskov. Undersøgelserne blev foretaget på Klinik for Rygmarvsskader, Rigshospitalet i perioden 2013-2018.
På Kontinensforeningens hjemmeside beskrives prolaps/nedsynkning af underlivet generelt.
