Et nyt, forskningsbaseret materiale samler viden og konkrete råd til forebyggelse og håndtering i hverdagen i en guide. Guiden skal forbedre forebyggelsen af tryksår hos personer med rygmarvsskade.
Tryksår er en hyppig og alvorlig komplikation hos personer med rygmarvsskade og kan have betydelige konsekvenser for både livskvalitet og sundhedsøkonomi.
En ny TRYKSÅRSGUIDE markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at reducere forekomsten og tilbagefald af tryksår i en særlig sårbar patientgruppe.
Brugerinddraget forskningsprojekt
Den nye guide er udviklet som en del af et dansk forskningsprojekt og samler evidensbaseret viden, praktiske anbefalinger og kliniske erfaringer i ét samlet materiale.
Guiden er forfattet af sygeplejerske og ph.d. Knærke Søgaard, som forsker i tryksår hos personer med rygmarvsskade.
Udviklingen af guiden er sket i tæt samarbejde med en bred kreds af fagpersoner og organisationer, herunder også brugerrepræsentanter, som har bidraget med værdifulde høringssvar. Denne inddragelse har været central for at sikre relevans og anvendelighed i både klinisk praksis og hverdagsliv.
TRYKSÅRSGUIDEN kan læses i sin helhed fra start til slut, men den kan også bruges som opslagsværk, når man søger viden om enkelte temaer eller specifikke anbefalinger. Guiden rummer i alt 22 anbefalinger, som præsenteres løbende samt findes samlet som bilag til guiden.
Guidens målgruppe
TRYKSÅRSGUIDEN henvender sig til både sundhedsprofessionelle, personer med rygmarvsskade og deres pårørende og har særligt fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering i hverdagen.
Målet er at understøtte bedre beslutninger og styrke egenomsorg samt tværsektorielt samarbejde.
– Tryksår kan i mange tilfælde forebygges, men det kræver viden, opmærksomhed og de rette redskaber i hverdagen. Med Tryksårsguiden ønsker vi at gøre forskningsbaseret viden mere tilgængelig og anvendelig – både for personer med rygmarvsskade og for de fagpersoner, der støtter dem, siger Knærke Søgaard.
Frit tilgængelig viden
Lanceringen af TRYKSÅRSGUIDEN sker via Dansk Selskab for Sårheling, som arbejder for at fremme viden og kvalitet i sårbehandling i Danmark.
Guiden er tilgængelig som gratis pdf, der kan læses og downloades fra Dansk Selskab for Sårhelings hjemmeside.
Internationalt samarbejde om forebyggelse af tilbagefald
Samtidig med lanceringen offentliggøres også nyt internationalt materiale om forebyggelse og behandling af tilbagevendende tryksår.
Pressure Injury Recurrence Toolkit er udviklet i regi af European Wound Management Association (EWMA) i samarbejde med Wounds Australia og bygger på et bredt tværnationalt samarbejde mellem forskere, klinikere og organisationer. Blandt forfatterne finder man Knærke Søgaard.
– Jeg er stolt over at have været en del af holdet bag dette omfattende materiale om tryksår hos personer med rygmarvsskade og håber, at det vil finde vej til brug i klinisk praksis.
Et styrket grundlag
– Med både den danske TRYKSÅRSGUIDE og Pressure Injury Recurrence Toolkit styrkes grundlaget for en mere sammenhængende og vidensbaseret indsats – fra hospital til hjem og i det lange rehabiliteringsforløb.
Knærke Søgaard er sygeplejerske og klinisk forsker på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet. For yderligere information kan man kontakte Knærke Søgaard på Knaerke.soegaard@rsyd.dk
Knærke Søgaard er formand for den landsdækkende, Tryksårsalliancen
Udgivet april 2026
DOWNLOAD
TRYKSÅRSGUIDEN
Forebyggelse og behandling af tryksår hos personer med rygmarvsskade. Anbefalinger til god klinisk praksis.
Udarbejdet af Knærke Søgaard, december 2025. 82 sider.
Guiden kan læses og downloades fra Dansk Selskab for Sårhelings hjemmeside.
Pressure Injury Recurrence Toolkit
”Værktøjskassen” indeholder praktisk vejledning, værktøjer og undervisningsmaterialer, der kan anvendes på tværs af hele patientforløbet og understøtter tidlig opsporing, optimal pleje og langsigtet forebyggelse af tilbagefald af tryksår.
Materialet er frit tilgængeligt online.
Udgivet af European Wound Management Association (EWMA) og Wounds Australia. 2026.



