Vil du være med til at forbedre overgangen fra Bodil Eskesen Centeret til hjemmet efter en rygmarvsskade? Forskergruppen bag nyt projekt, STEP-IN inviterer personer med rygmarvsskade og pårørende til en workshop, hvor man sammen skal udvikle ideer til, hvordan støtten efter udskrivelse kan blive bedre.

 

Når man kommer hjem efter et længere hospitalsophold, kan der være mange nye ting at forholde sig til i hverdagen. Det gælder i særdeleshed personer, der har pådraget sig en rygmarvsskade, og deres pårørende, hvor hverdagens udfordringer melder sig efter udskrivelse fra specialiseret genoptræning.

Udvikling af ideer

I to kommende workshops vil man rette fokus på, hvad der kan være med til at gøre overgangen fra Bodil Eskesen Centeret til hjemmet mere tryg og sammenhængende for udskrevne patienter med rygmarvsskade og deres pårørende:

  • Hvilken type støtte der kan være vigtig i tiden efter udskrivelse
  • Hvem der kan spille en vigtig rolle i støtten efter udskrivelse
  • Hvad der kan være vigtigt at lære eller blive bedre forberedt på inden man kommer hjem
  • Hvordan digitale løsninger kan bruges til støtte, kontakt og opfølgning

Svarene vil blive brugt i forskningsgruppens videre arbejde og være med til at sikre, at tiltag baseres på reelle behov. (Læs mere om projektet i beskrivelse nedenfor).

Deltagere søges

Har du en rygmarvsskade – eller er du pårørende til en person med rygmarvsskade, så vil forskergruppen bag STEP-IN projektet meget gerne høre dine perspektiver.

Du skal være
– person med en rygmarvsskade, som er opstået indenfor de seneste fem år, og som har boet hjemme i mindst seks måneder
– pårørende til person med rygmarvsskade, som indenfor de seneste fem år har fået erfaring med tiden efter udskrivelse

Som deltager vil du være med til at udvikle fremtidens støtte til personer med rygmarvsskade og deres familier.

Tilmelding

Der afholdes to workshops. Den første afholdes

Dato: onsdag den 25. marts kl. 12.00–14.00
Sted: Bodil Eskesen Centeret, Afdeling for Rygmarvsskader, Valdemar Hansens Vej 23, 2600 Glostrup

Workshoppen varer ca. to timer inkl. pauser og kræver ingen forberedelse.

Dato for den anden workshop fastsættes denne dag og vil blive placeret om eftermiddagen.

Man kan deltage i en eller begge workshop.

Der er mulighed for hjælp til kørsel.

Hvis du vil deltage eller høre mere, er du meget velkommen til at kontakte:

Stefan Sjørslev Ndene-Bodilsen, Post.doc, Ph.d., fysioterapeut.
Tf. 28 40 15 95. Mail: Stefan.sjoerslev.ndene-bodilsen@regionh.dk

 

Om STEP-IN projektet

STEP-IN er et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan overgangen fra hospitalsophold til livet derhjemme kan blive mere sammenhængende og tryg for personer med rygmarvsskade og deres pårørende.

Når man udskrives fra rehabilitering på Bodil Eskesen Centeret (BEC), kan der være mange nye ting at håndtere i hverdagen. Projektet har derfor til formål at undersøge, hvilken støtte der kan være vigtig i tiden op til udskrivelse og i den første periode efter, og hvordan denne støtte bedst kan organiseres.

Som en del af projektet afholdes workshops med personer med rygmarvsskade, deres pårørende og sundhedsprofessionelle. Her vil deltagerne sammen med forskerne udvikle ideer til, hvordan støtten i overgangen fra BEC til hjem kan styrkes. Workshoppene handler bl.a. om, hvilken type opfølgning og støtte, der kan være relevant efter udskrivelse, hvem der kan spille en vigtig rolle i denne støtte, og hvordan digitale løsninger kan bruges til kontakt og opfølgning.

Projektet undersøger også, hvad der kan være vigtigt at blive undervist i under rehabiliteringsopholdet på BEC for at være bedre forberedt på livet derhjemme. Det kan for eksempel handle om viden, færdigheder og redskaber, der kan understøtte håndtering af hverdagen efter udskrivelse.

På baggrund af input fra deltagere og eksisterende forskningsviden vil vi udvikle forslag til nye måder at støtte personer med rygmarvsskade og deres pårørende i overgangen fra BEC til hjem.

I de efterfølgende faser af projektet er det planen at afprøve og evaluere effekten af et sådant forløb over flere år. Her vil vi bl.a. undersøge, om indsatsen kan forbedre sammenhængen i forløb, øge livskvalitet og sundhed samt reducere behovet for genindlæggelser eller andre sundhedsydelser.

Afslutningsvis vil vi undersøge de sundhedsøkonomiske konsekvenser for at vurdere, om indsatsen også kan være samfundsøkonomisk bæredygtig.

Målet er at skabe ny viden og konkrete forslag til, hvordan støtte, undervisning og opfølgning kan styrkes for personer med rygmarvsskade og deres familier.

Forskergruppen er: fysioterapeut, Stine Maarbjerg, læge, Ph.d. og lektor, Trine Hørmann Thomsen, sygeplejerske, Ph.d. og lektor. Stefan Sjørslev Ndene-Bodilsen, fysioterapeut og Ph.d. Gruppen er tilknyttet Bodil Eskesen Center, Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader. 

Udgivet marts 2026
Foto: Bodil Eskesen Center