Vi ved, at adgang til naturen har en positiv effekt, når vi taler sundhed og livskvalitet. Forskning viser, at ophold i naturen giver helbredsmæssige fordele og har en fysisk og mentalt restituerende effekt. Samtidig giver naturen anledning til socialt samvær.
Desværre viser tal, at 60% af mennesker med handicap ønsker at få større del i naturens goder men er udfordret af barrierer. Det vil projekt ‘Natur for alle’ nu gøre op med.
– Vi ved, at mange gerne vil mere ud i naturen, men det har tidligere været svært at finde oplysninger om tilgængelighed, siger Lærke Falstaff, som er projektleder for Natur for alle.
Projektet har netop lanceret over 100 registrerede ruter landet over med information om tilgængelighed og faciliteter. Dermed er det blevet lettere at søge tilgængelige naturoplevelser.
Projektet har samlet inspiration og information om ruter, når man skal planlægge ture ud i naturen, alene eller sammen med andre. Her kan man finde information om hældningsgrad, længde på ruten og om der er adgang til toilet.
Søgemulighederne er udviklet med input fra frivillige frontløbere med handicap, der har bidraget med inspiration til ruter og løbende været med til at udvikle og teste projektets digitale platform.
Projekt ‘Natur for alle’ imødekommer et længe ventet behov for at finde tilgængelige ruter med adgang til naturoplevelser og -aktiviteter. Og der kommer løbende flere ruter på hjemmesiden. Visionen er at skabe en national, digital platform, hvor information om de tilgængelige naturoplevelser, som allerede er derude, samles og formidles.
De nye informationer finder man på Naturstyrelsens hjemmeside www.udinaturen.dk under menuen ‘Alle ud i naturen’. Her kan man søge ruter fordelt i regioner, vælge faciliteter, fx udsigtstårn eller fiskeplatform uden trin og trapper, handicaptoiletter og shelters med lift eller gulvudtræk og krav om fx længde og type af overflade.
FIND RUTER
Guide: 6 forslag til tilgængelige naturoplevelser
Foto: Udinaturen.dk
‘Natur for alle’ er forankret i Videnscenter for handicap i et samarbejde med Naturstyrelsen.