I 1998 fik jeg min monti og med den en ubeskrivelig frihed. Siden har jeg ikke set mig tilbage. Det fortæller 71-årige Janke Bondam, der efter 25 års anstrengelse og slidsomme toiletbesøg fandt frem til urologerne på Skejby Sygehus, hvor de mestrer indgrebene mitrofanoff og monti.
Ved en Mitrofanoff-operation bruger man blindtarmen til at lave en kanal, der forbinder blæren til huden på maven (eventuelt navlen). Gennem denne kanal (stomi) fører man et kateter til blæren, når denne skal tømmes. Mellem tømningerne med kateter er kanalen tæt (kontinent). Hvis man ikke har sin blindtarm længere, eller hvis den viser sig at være for kort, bruges et stykke tyndtarm i stedet. Denne kaldes en “Monti”. Kilde: Aarhus Universitetshospital.
Mig og min monti holdt sølvbryllup sidste år, – med et meget lykkeligt samliv i bagagen. Jeg kan uden overdrivelse sige, at min monti er noget af det bedste, jeg har fået foretaget i mit liv som komplet tetraplegiker. (C7 siden 1971 og nu selv 71).
Jeg blev, efter mit trafikuheld, efterladt på perronen på den sidste station for selvhjulpenhed, så derfor blev det, at hoppe over på wc’et og af med bukserne og på og op igen adskillige gange om dagen en kolossal anstrengelse for mig. Jeg måtte konstant orientere mig: Hvor er toilettet? Kan jeg komme ind på det, og kan jeg komme over på selve wc’et? Er jeg nu våd? Blæren havde simpelthen taget plads, hvor hjernen plejede at sidde.
Efter over 25 års anstrengelser klagede jeg min nød til Hornbæklægerne i håb om hjælp på den ene eller anden måde. Jeg fik tilbuddet om en Indiana Pouch, hvor der laves en kunstig blære af et stykke tyktarm. Jeg begriber ikke den dag i dag, hvorfor de tilbød at lave en kunstig blære (samt flytte urinlederne), når jeg nu havde en sund og brugbar blære. Det svar blafrer stadig i vinden.
Jeg banede derfor selv vej frem til de dygtige urologer på Skejby Sygehus, hvor jeg vidste, de mestrede indgrebene mitrofanoff og monti.
Jeg fik som sagt min monti i 1998 og med den en ubeskrivelig frihed. Har ikke set mig tilbage siden. Formaster jeg mig til at sammenligne “før” og “efter”, kan jeg blive helt svedt ved tanken om, hvor slidsomt toiletbesøgene var før i tiden. Nu tager det under to minutter. Og for at gøre det endnu lettere, har jeg klippet en 15 cm revne (og syet lille forstærkning på) i mine underbukser for hurtigere at finde frem til monti-hullet. Tidligere havde jeg indsyet en lynlås i mine bukser for ikke at skulle behøve at knappe dem op.
Da jeg er højrehåndet, har jeg fået mit monti-hul i lyskens højre side. De katetre jeg bruger er SpeediCath Compact til mænd, og for at det skal kunne nå helt hen over i wc-kummen, har jeg savet bundproppen af et kateterhylster, som jeg således bruger til forlænger. Keine Hexerei. Om natten, hvor jeg nærmest kan katerisere mig i søvne, har jeg en eddikedunk med en lang slange, så jeg bliver fri for kateterposer, der alligevel ikke ville kunne rumme nattens udskillelser … så er man også fri for alt for meget plastikaffald.
Som ved alle kateriseringer kan der ske det, at man får infektion i blæren, og det har jeg da også ca. tre gange om året. I de perioder kan der ske små utætheder, men det er der råd for i form af små “vandtætte” klude, man kan lægge over hullet. I det mindste kan man se, at ups … nu lækker det lidt. Det er en meget, meget lille pris at betale for den frihed, man får med en monti.
Enkelte gange oplever jeg, at jeg ikke kan få katetret helt ind til blæren; noget stopper det. Jeg hopper så lidt rundt på sædet for at dreje mig til andre vinkler, og så lykkedes det. Jeg kontaktede alligevel Klinik for Bækkenbundslidelser (Aarhus Universitetshospital), der forklarede mig, at med så “gammel” en monti-kanal som min, kan der med tiden forekomme det, de kalder en “hængekøje”; bliver kanalen vedblivende at være en hængekøje, kan man få foretaget et kirurgisk indgreb.
Monti-hullet skal selvfølgelig holdes så vidt muligt rent. Jeg tager altid alco-gel på hænderne, og da jeg har fået adgang til en hel kasse fuld af små spritservietter får hullet også lige en rengørende omgang.
Sammenfattende kan jeg sige, at jeg simpelthen ikke kan få armene ned, – min begejstring og glæde over min monti har ingen ende. Jeg har fået hjernen på plads igen, tænker stort set aldrig på wc’er … kan faktisk fint klare mig uden. I bilen har jeg urinposer til mine udskillelser, er jeg ude i naturen, på stranden, i klitterne og lignende har jeg selvfølgelig mit kateter + forlænger ved hånden. Og i flyet – på en vinduesplads – er jeg ikke bleg for at forrette min nødtørft stille og upåagtet, hvor ingen kan se noget. Det er lige før mine normalt fungerende venner er misundelige på mig.
Forfatter: Janke Bondam. Udgivet august 2024.
Privatfoto.
Yderligere info
Mitrofanoff/Monti operation, Aarhus Universitetshospital
Blæren, Rygmarvsskade.info
