Søndag den 22. marts 2026 afholder Rygmarvsskade.info generalforsamling på Egmont Højskolen i Hou. Inden generalforsamlingen har vi inviteret Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, der vil sætte fokus på dagens handicappolitik og fortælle om Crip-bevægelsen. Vi skal også på rundvisning med Egmont Højskolens forstander, Søren Møllgaard Kristensen, der vil fortælle om skolens Bevægelsespark. Alle er velkomne.

 

Tiden nærmer sig Rygmarvsskade.info’s generalforsamling søndag den 22. marts. Alle medlemmer modtager en personlig indkaldelse til generalforsamlingen. Er du ikke medlem, men har lyst til at deltage, er du også meget velkommen. Vi behøver blot din tilmelding, hvis du ønsker at spise frokost og en sandwich. Alt er gratis.

Lidt om dagen

Før selve generalforsamlingen sker der flere spændende ting: Langhøj Auto fortæller om sidste nyt inden for handicapbiler. En verden, der er under konstant forandring – ikke mindst nu hvor der kommer flere muligheder for el-biler. Handicapformidlingen fortæller om sidste nyt inden for BPA-ordningen. Folketingets Socialudvalg holdt 15. januar 2026 åbent samråd med social- og boligministeren. Temaet var det markante fald i BPA-bevillinger især for unge med fysisk handicap.

Muskelsvindfondens formand Simon Toftgaard Jespersen giver oplæg om handicappolitik og Crip-bevægelsen. Simon er nyvalgt næstformand i Danske Handicaporganisationer og medstifter af Crip Akademiet. Crip-bevægelsen er en politisk og kulturel bevægelse, der handler om handicap, identitet og rettigheder. Crip-bevægelsen fokuserer typisk på:

  • handicap som identitet og udfordring af idéer om normalitet
  • synliggørelse og nedbrydning af fysiske, sociale og strukturelle barrierer for mennesker med handicap
  • rettigheder og selvbestemmelse for mennesker med handicap
  • stolthed og fællesskab omkring handicap og forskellighed

 

Simon Toftgaard Jespersen. Foto: Borre Media.

 

Egmont Højskolens forstander Søren Møllgaard Kristensen viser rundt og fortæller om den nye spændende Egmont Bevægelsespark tegnet af LYTT Architecture. Visionen har været at skabe et uderum for menneskeliv og bevægelse. Et sted, hvor siloer og adskilthed nedbrydes. Et sted for inklusion, hvor man får mulighed for at deltage og bidrage med det, man har med sig af både potentialer og udfordringer. Hvor man fokuserer på muligheder i stedet for begrænsninger, og hvor vi som samfund kan lykkes med verdensmålenes tværgående agenda: “Leave No One Behind”. Bevægelsesparken bliver et sted, der kan tilgodese og rumme mange former for samvær og bevægelse i alt lige fra idræt, spil og leg i det fri, samt gåture, naturoplevelser, samtaler, forsamlinger og kulturelle begivenheder. Parken på 30.000 m2 er næsten færdig, og bliver efter planen indviet på grundlovsdag.

 

Søren Mølgaard Kristensen. Foto: Stevie Kørvell 

Program

Kl. 12.00-12.30 (Dørene åbner kl. 11.30 for ankomst)
Frokost (tag-selv-bord), inklusiv vegetar
Kl. 12.45
Velkomst og introduktion af Langhøj og Handicapformidlingen
Kl. 13.00-14.00
Oplæg om Crip-bevægelsen v/ Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden
Kl. 14.00-14.30  
Pause og besøg på vores øvrige sponsorers stande
Kl. 14.30-15.30
Rundvisning og oplæg Egmont Bevægelsespark v/ forstander Søren Møllgaard Kristensen
Kl. 15.30-17.00 
Generalforsamling med kaffe/the og kage
Kl. 17.30 
Sandwich og drikkevarer

Tak til Egmont Højskolen for at danne ramme om vores generalforsamling. Også tak til vores to sponsorer, Langhøj og Handicapformidlingen, der er medværter ved dagen.

Bestyrelsen

Tilmelding

Ønsker du at spise med, behøver vi din tilmelding senest lørdag den 14. marts. Al tilmelding foregår her: https://rygmarvsskade.nemtilmeld.dk Skriv i kommentarfeltet, hvis du er veganer, vegetar eller har særlige behov for diæt. Her skal du også skrive, om du ønsker sandwich.

Den officielle indkaldelse med dagsorden finder du HER.

Adressen er: Villavej 25, 8300 Odder. Der ydes ikke kørselsgodtgørelse.

PS.

Er du ikke medlem af Rygmarvsskade.info men ønsker at blive det, så klik HER