Hvordan passer man på sin energi, sin søvn og sin mentale trivsel, når man lever med smerter hver dag? Den 1. september lancerede UlykkesPatientForeningen i samarbejde med Specialhospitalet ”Smerteklog – et læringsforløb om kroniske smerter”. Forløbet, der er målrettet mennesker, der lever med kroniske smerter, giver konkrete redskaber til hverdagen. Pårørende og fagpersoner er også meget velkomne til at se med. Det er gratis, og man kan stadig nå at være med.

 

Hvordan får man hverdagen til at hænge bedre sammen, når smerterne aldrig helt forsvinder?

Et nyt gratis digitalt læringsforløb giver mennesker med kroniske smerter viden, inspiration og konkrete værktøjer til at håndtere bl.a. søvnproblemer, manglende energi, mental belastning og udfordringer i relationer.

For mange påvirker smerterne ikke alene kroppen, men også arbejdslivet, familielivet, humøret og oplevelsen af, hvem man er. Derfor har UlykkesPatientForeningen i samarbejde med Specialhospitalet lanceret Smerteklog: et gratis landsdækkende læringsforløb, som kan følges hjemmefra. Forløbet blev lanceret den 1. september og er åbent for alle med kroniske smerter samt pårørende og øvrige interesserede.

Klog på smerte

Forskning viser, at faktorer som for eksempel god søvn, effektiv stresshåndtering og meningsfulde aktiviteter kan være med til at dæmpe smerteoplevelsen. En tilgang hvor man “omprogrammerer” hjernens måde at fortolke signaler på.

Smerte ses således ikke længere blot som et symptom, der skal fjernes, men en kompleks oplevelse, der skal forstås i sin helhed, og at vejen til lindring ikke kun går gennem behandling af kroppen, men også gennem arbejdet med tanker, følelser, vaner og det liv, man lever. Det kan man blive smerteklog på i læringsforløbet.

Hjælp til hverdagens udfordringer gennem moduler

Smerteklog er bygget op som et digitalt forløb med seks moduler, hvor deltagerne får adgang til webinarer, podcasts, øvelser og baggrundsartikler.

Hvert modul tager fat på et emne, som mange mennesker med kroniske smerter møder i deres hverdag: Hvordan fungerer kroniske smerter, og hvorfor kan de fortsætte, selv om kroppen er helet? Hvordan bruger man sin energi på det, der betyder mest? Hvad kan man gøre, når smerterne påvirker søvnen? Hvordan passer man på sin mentale trivsel? Hvordan finder man sig selv i et liv, når vilkårene pludselig ændres? Hvad er vigtigt, hvis man vil bevare intimitet og relationer?

Modulerne indeholder alle en introduktion, en samtale mellem en fagperson og en caseperson med mulighed for at stille spørgsmål, en podcast med en personlig historie, en konkret øvelse, som kan bruges i hverdagen, og en opsamlende baggrundsartikel.

Personlige fortællinger

En central del af Smerteklog er de personlige fortællinger fra 12 mennesker, der selv lever med kroniske smerter. I webinarer og podcasts deler de ærligt deres udfordringer og erfaringer med både svære perioder og de strategier, der hjælper dem med at skabe et meningsfuldt hverdagsliv.

Blandt deltagerne er 51-årige Anders Beha, der lever med kroniske smerter som følge af en inkomplet rygmarvsskade, som han pådrog sig for 30 år siden. Anders medvirker i en podcast i forløbets modul 3, der handler om søvn og respiration.

– Jeg tilrettelægger mine dage og uger for at sikre mig, at smerterne ikke får lov at tage overhånd. Jeg går nærmest i seng på samme tidspunkt hver dag, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig at få så optimal søvn som muligt. Mandag eller lørdag – når klokken er 22, er jeg på vej i seng. Et ensartet søvnmønster hjælper mig med at håndtere smerterne,

 

I  modul 3 fortæller Anders Beha i en podcast om hans erfaringer med smerter og søvn, og hvad han gør for at smerterne ikke tager overhånd. 

 

I modul 6, der handler om intimitet og relationer, kan man møde 48-årige Nina Breum, som er rygmarvsskadet grundet en cyste ved rygmarven. Hun medvirker i en podcast, hvor hun bl.a. deler sin opskrift på at bevare intimiteten, når man har smerter.

– Kommunikation, sort humor og din egen indstilling til livet, er Ninas bud på en opskrift. Det handler om, fortæller hun videre:

– At du selv vil styre det og ikke kæmpe imod smerterne. De er der, ja. Men så skal de heller ikke have mere kraft. Det er ikke dem, der skal styre. Det er dig der skal styre. Og jeg ved godt det er svært.

Nina Breum ved godt det er svært, men hun har lært, at ikke lade smerterne styre i hverdagen. 

 

Fleksibelt forløb

Efter lanceringen vil det fortsat være muligt at tilmelde sig og gennemføre forløbet hjemmefra i eget tempo. For alle tilmeldte vil det således være muligt at se/gense de lancerede moduler, når det passer og i den rækkefølge og det tempo, der passer én. Deltagelse er gratis og uforpligtende.

 

Indholdet af “Smerteklog – et læringsforløb om kroniske smerter” er tilrettelagt af UlykkesPatientForeningen og udviklet i samarbejde med fagpersoner, herunder fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, som alle har specialiseret viden om kroniske smerter og rehabilitering.
Læringsforløbet er udviklet med økonomisk støtte fra Offerfonden, Helsefonden og Jascha Fonden.

 

LÆS MERE OG TILMELDING

Læs mere og tilmeld dig her

De 6 moduler sendes live fra 1. – 6. oktober 2026. Det foregår live via Zoom, og du modtager et link inden hver live-session. Hvert webinar varer ca. 45 min. + 15 live Q&A . Podcasts varer ca.15 min. Derefter kan man som tilmeldt se/gense modulerne (dog er de 15 min Q&A kun på lanceringsdatoen for det enkelte modul)

  • Nyeste viden om smerteforståelse 
    Webinar 1. september kl. 14.00
  • Energiforvaltning og værdier
    Webinar 8. september kl. 14.00
  • Søvn og respiration
    Webinar 15. september kl. 14.00
  • Mental sundhed og accept
    Webinar 22. september kl. 14.00
  • Identitet – hvem er jeg nu?
    Webinar 29. september kl. 14.00
  • Intimitet og relationer
    Webinar 6. oktober kl. 14.00