To søskende røg af en vandvogn med deres mor som chauffør. Det skete på Møn tilbage i 1969. Pigen fik kraniebrud og den 7-årige dreng rygmarvsskade. En ubekymret barndom forsvandt pludseligt under fødderne på ham – kørestolen blev hans følgesvend. Her snart 57 år senere udgiver Anders J. Andersen en bog om sin mistede barndom. Fem år væk fra sine forældre, fire søstre og kammerater. Kærligheden til moderens 78 breve og postkort drev ham videre.
Ideen om en bog med fokus på den mistede barndom er ikke ny for Anders J. Andersen. De første tanker gik i retning af en dokumentar til familien.
En årelang proces har nu ført til en erindringsbog, der går bagom livet på landet og ind under huden på den 7 til 12-årige drengs genoptræningsforløb.
En historie, der skulle fortælles
Men hvorfor er det vigtigt for Anders at fortælle en følelsesmæssig stærk og ærlig historie 57 år efter skaden?
– Det vigtigste er, at jeg har villet fortælle historien til mine kære børnebørn. Det startede med en beskrivelse af, hvad der faktisk skete i 1969. Planen var ikke et litterært værk – bare en dokumentar. Årsagen var, at mine børnebørn begyndte at spørge ind til det. Samtidig konstaterede jeg, at noget var glemt. For eksempel vidste min mors familie ikke, at min søster også var kommet alvorligt til skade ved ulykken, erfarede Anders og tilføjer:
– Da jeg så kom i gang med at skrive, blev jeg opmærksom på, at det også er glemt, hvordan vilkårene for et barn var på et genoptræningssted som Hornbæk for 57 år siden.
Ved et tilfælde kom Anders i kontakt med en forlagsredaktør. Det satte skub i skriveprocessen, har tilføjet nye vinkler på historien og gav Anders motivation til at udgive hans erindringer i bogform. Og heldigvis fik han kontrakt med forlaget Fanefjord.
Skyldfølelse
Anders’ mor, der spiller en central rolle i bogen, døde for tre år siden:
– Jeg havde besluttet, at jeg ville skrive et eller andet, når mor var død. Det var et sårbart emne, for min mor kørte traktoren, og hun var på den måde skyld i ulykken. Har altid været et traume for min mor. Under skrivningen finder jeg ud af, at det hensyn havde jeg ikke behøvet at tage.
I dag erkender jeg, at mor godt kunne have håndteret min historie. Hun kunne godt have tålt at læse om mine skrupler. Men det sjove er, at jeg kunne ikke skrive bogen, mens mor levede.
– Navlestrengen klippes først helt over, når ens mor dør. Sådan har jeg haft det. Det var først på det tidspunkt, jeg selv følte mig tilstrækkelig fri til at se dybt i vores tragedie, lede dybt på mine egne præmisser og uafhængigt af mor.
Skæbnefællesskab
Hvad skete der egentlig den gang i september 1969? Anders havde en tryg opvækst på en gård på 16 tønder land og 12 malkekøer på Møn sammen med sine fire søstre. Alle gik til hånde, og der var hele tiden noget at gøre.
Når køerne skulle have vand, var det sjovt for børnene at sidde overskrævs på vandtønden, mens far kørte traktoren. På ulykkesdagen var mor chauffør, da de røg af vandvognen i et sving. Søsteren fik kraniebrud, var bevidstløs og lider i dag af bl.a. hovedpine. Anders fik også et brud – nemlig på rygmarven. Han gik godt nok selv til ambulancen, men det blev hans allersidste skridt.
Altoverskyggende hjemve
Efter et par dage på Stege Sygehus var han to uger omkring Bispebjerg Hospital. I bogen skriver Anders:
”Afskedssalutten fra personalet på Bispebjerg Hospital var overvældende positiv. På Fysiurgisk Hospital i Hornbæk skulle de nok få mig op og gå. Jeg forstod det sådan, at når jeg først kom dertil, så ville alt blive godt igen. Om de falske forhåbninger, som de fagprofessionelle stillede patienter og pårørende i udsigt, var mod bedre vidende, ved jeg naturligvis ikke. Men jeg tror nu, at personalet må have vidst, at det var helt urealistisk. Egentlig var min fysiske tilstand mig ret ligegyldig. At jeg ikke kunne gå men sad i kørestol, gik jeg ikke op i. Jeg ville bare hjem. Hjemveen overskyggede alt. Opholdet på Hornbæk varede cirka et år, og udbyttet var meget begrænset. Motivation til genoptræning kunne jeg ikke mobilisere.”
Kun to timers besøg af mor og far
På Hornbæk lå Anders med fem andre på en stue. Oven over hver seng var der ved siden af navneskilte et tal for, hvor mange måneder, man havde været der. Så kunne alle se, om man gjorde succesfulde fremskridt eller ikke.
Da hovedparten af personalet gik hjem kl. 15 skiftede alle fra hospitalets træningstøj til nattøj senest kl. 14.30. Kun om søndagen var de indlagte børn i civilt tøj, men kun hvis deres forældre kom på besøg.
Der var besøgstid hver søndag kl. 13-15. Altså kun to timers besøg om ugen. Sådan var det bare. Mor Agnes skriver i et brev til sin far:
” … vi er saa glade for de 2 timer vi maa være i selskab med vores lille Anders. han er rolig og nøgtern som altid, men Afskedsstunden er streng, vi holder os tapre saa længe vi er hos Anders, men det er slemt her hjemme, vi er tynget med en sorg saa slem. vi siger tit havde vi ham bare her hjemme, men vi kan jo ikke gøre det for ham vi skal, vi maa lære at leve op til det, saa engang vi faar ham hjem at vi saa kan lægge hele vores Tilværelse om og være det vi skal og at vi kan gøre alt for ham, at han kan faa en uddannelse og tilværelse han kan være tilfreds med.”
Flink overlæge med 600 børn
Personalet på Hornbæk betød meget for Anders. Især én betød rigtig meget – nemlig overlæge Bodil Eskesen:
– Jeg kunne slet ikke forstå, at hun var læge. Hun var nemlig flink. Moderlig og smilende med kærlige, runde, milde øjne. Hun mindede mig om mor på alle måder, også i statur: Rund, bred om hofterne og ikke særlig høj. Og så havde hun, som det var mode dengang, permanentkrøllet hår og store briller. Og ikke mindst bløde varme runde hænder. Mor holdt også meget af fru Eskesen. Nu var hun slet ikke fru, men det troede vi. Og hun havde ingen børn, fandt jeg senere ud af. Blev hun spurgt, om hun havde børn, svarede hun: »Ja, 600.« Underforstået alle hendes patienter.
Postkort fra mor
Foruden søndagsbesøgene var breve og postkort fra mor med til at holde modet oppe hos Anders. Ikke mindre end 78 breve og postkort, der alle var skrevet over samme læst nemlig: dejligt at besøge dig i søndags, vi gør sådan og sådan i dag, lidt om vejrsituationen, jeg kan lige nå at skrive dette, inden jeg skal videre, glæder os til søndag, kærligst mor.
Alle mors postkort var skrevet i hast og alligevel med kløgt og kærlighed. De var livstegn, en kort briefing fra det genkendelige liv derhjemme, håb om besøg eller andet positivt i vente.
I dag erkender Anders, at livstegn og kontakt er vigtigt, når man føler sig isoleret og langt væk. Måske livsvigtigt.
Fire år på Geelskov Kostskole
Genoptræningen fortsatte på Geelskov Kostskole. Her kørte alt efter en klokkestreng, alt var skemalagt med faste tidspunkter for at stå op, spise, træne, bade, pudse sko, passe sengetider og så lidt fritid. Det var stressende, fordi tiderne skulle overholdes. Uret var kontrol.
Uret gav også sikkerhed. Var man inden for urets marginaler, var man tryg. Anders passede klokken, som han havde fået af sin farbror Johannes. Nu holdt han ikke bare øje med den lille viser men også øje med den mere nøjeregnende store viser. I årene før ulykken havde Anders slet intet ur, eller nogen anden form for tidsmåler, når han legede.
Om fire års genoptræning kombineret med skolegang fortæller Anders:
– I dag vil man kalde genoptræning for rehabilitering, fordi man tager hånd om det hele menneske. Men i 1970’erne var det genoptræning i ordets bogstaveligste forstand med vægt på fysisk træning. Det mentale blev der ikke taget hånd om. Man havde ikke blik for den side. Eller det lå ikke i det offentlige sundhedssystem at understøtte den mentale udvikling. Jeg vil tro, det faldt indenfor privatsfæren.
Og trænet blev der.
– Jeg har brugt meget tid med håndvægte. Sammen med fem-seks andre børn lå vi på en stor madras i fysioterapien og hev og sled i håndvægtene. Ingen af os kunne stå op og træne. Vi kunne heller ikke magte håndvægtene i vores kørestole eller siddende på madrassen. Vores balance var for dårlig til andet end at ligge ned. Derfor lå vi alle på ryggen og under få øvelser også på maven. Stærke armmuskler var forudsætningen for at blive normal eller næsten normal, så man kunne blive integreret i samfundet, hvilket var træningens mål.
Først efter fem års behandling og genoptræning kom Anders hjem i kørestol til Møn.
Tilbageblik
I bogens slutning erkender Anders:
”Hele min fortælling har én gennemgående rød tråd: Længslen efter at komme hjem. Det ønske overskyggede alt andet. Det var drengens tanker. Som voksen ser jeg drengens længsel dække over mere end at komme hjem. Det egentlige ønske var, at alt skulle blive som før. Den længsel handler om trygheden ved det kendte. Men også friheden, det enkle liv.
Det umulige; ønsket om at skrue tiden tilbage. Til før ulykken, til tiden for bogens forsidefoto; sidste gang, jeg sparkede til en fodbold. Eller lige at springe de få sekunder over, hvor faldet skete. Tage de sekunder ud af livsforløbet. Bare lige stoppe filmen i to sekunder.
For den voksne, der oplever den slags livsomvæltende ulykker, drejer det sig om erkendelse. At erkende og acceptere livets nye situation og betingelser. For den voksne tager det også år. Mange får et godt liv. Andre har svært ved at give slip på fortiden — den lykkelige, den ubesværede fortid.
Også efter en tragedie er der åbninger, nye indgange til livet. Muligheder, der skal gribes og afprøves. Ser man ikke chancen, opsøger man ikke muligheder, sker der intet. Jeg greb ud og kom videre.”
Anders er uddannet jurist og har gjort karriere i Patent- og Varemærkestyrelsen. Han har i høj grad være aktiv i handicapbevægelsen og er nu i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune på 9. år. Er gift med Ella, der har tre børn. Sammen har de fem børnebørn.
Bogens forord
Bogen har et smukt og perspektiverende forord af Pia Gjellerup, formand for Vanførefonden og tidligere folketingsmedlem og minister (S). Hun indleder med ordene:
”Ensom, men aldrig forladt. Det må være den korte forklaring på en så helt usædvanlig livssejr, som forfatteren nøgternt og eftertænksomt inviterer os læsere med til at bevidne. En livsomvæltende ulykke førte den syv-årige Anders fra Møn ind i en fjern behandlingsverden, som ikke på nogen måde forholdt sig til, at offeret var et barn. Det nøjsomme, men glade drengeliv på landet blev på sekunder vekslet til et smertefuldt, ensomt, forstyrrende og gennemgående ret hensynsløst institutionsliv meget langt fra familien.”
Og slutter med ordene:
”Enkelte kan endda tilføre en klog og generøs eftertænksomhed, der rummer taknemmelighed, tilgivelse og evnen til også at revurdere egne overbevisninger. Det vil denne bog minde læserne om med stor styrke. Sendt os fra et mesterligt menneske.”
’Hvert sekund tæller’ af Anders J. Andersen. Udgivet på forlaget Fanefjord, 2026. 183 sider. Bogen koster 289 kr. og kan købes hos boghandlen eller hos forlaget Fanefjord.
