Caspar Eric skriver med hvas pen, hvidt blæk og hjerteblod i en digtsamling, der kommer til at stå som en vigtig og velbrølt milepæl.
Hvis du skal gøre dig selv en tjeneste i den kommende tid, så læs Crip af Caspar Eric!
Ikke for at blive strøget med hårene. Ikke for at føle velbehag. Men du skal gøre det, fordi du kommer til at læse og høre en af de vigtigste og stærkeste stemmer, vi har haft i den seneste dekade, og med en stigende intensitet de sidste fem år, som nu kulminerer i dette hovedværk for både poeter, crips og alt andet godtfolk.
Titlen Crip betyder ifølge digtsamlingens omslag: “en person eller et fænomen, der kan siges at have et handicap, uden at handicappet i sig selv anses som en begrænsning.”
Men i samme åndedrag refererer det til Crip-bevægelsen fra halvfjerdsernes USA og deres stolte frase: “Nothing about us, without us”, og hele tanken om at reclaime det at have et handicap med stolthed og værdighed. Crip er et udtryk for modstand mod stigmatisering, og som et redskab til at skabe nye, inkluderende fremtider!
Og Crip-teorien er også et akademisk felt, der opfordrer os til at se handicap som en kulturel og politisk erfaring, og ikke som en personlig mangel eller begrænsning, med det mål at udfordre de stærke normer for “normalitet” i samfundet, og i stedet fremme en stolt handicap-identitet gennem sociale og politiske fællesskaber.
Således er banen, qua sin flertydige titel, kridtet op for en veloplagt, velskrivende og vred Caspar Eric i en digtsamling med stor indholdsmæssig spændvidde.
Crip er en digtsamling om alle de erfaringer, der kan knytte sig til at have og at vokse op med et handicap. Om at skulle opereres og træne i det uendelige. Om at antallet af nytilkendte BPA-ordninger er halveret på fem år. Om Steincke og eugenikken. Om gøgeungeretorikken. Om at sidde alene i frikvarteret og lære at kalde dén skæbne for sin personlighed, mens samfundet grundlæggende ser ens krop som mindre værd. Om konstant at skulle føre bevis hos lægen og på skolekontoret. Om misforståede hensyn. Om mødrenes besværligheder og fortvivlelse. Og om at være en ekstraudgift.
imens stiger
omgørelsesprocenterne
ude i kommunerne
og folk får nu medhold
i 44 procent
af ankesagerne
på handicapområdet.
på trods af
at rigsrevisionsrapporten
fra marts 2022
koldt konstaterede:
femten års brud på serviceloven.
femten års systematisk diskrimination.
Caspar Eric, Crip
Men det er også en bog om kærlighed. Om styrke. Om mødrenes kærlighed og om at verden var et smukkere sted, hvis deres børn bestemte. Om at reclaime Crip. Om drømmene i kollektive crip-digte. Om følelsen af, i et lille øjeblik, at være ved at vinde. Om at drømme om, at vi en dag kan mødes i et supermarked og nikke til hinanden: Hej, hvad så, min crip?
Men som vi læser os igennem samlingen erfarer vi at CRIP også betyder: Caspar Rest In Peace, og Caspar Eric begraver sin stemme i digtets jord, som digtsamlingen toner ud.
Den stemme kan vi ikke undvære. Den er stærk og vital, og den inspirerer massevis af unge crips til at løfte deres stemme.
Hvem giver Caspar Eric noget poetisk livshjælp, så vi ikke skal undvære den hvasse pen og den vibrante stemme?
Måske bliver den givet til foråret, hvor teaterinstruktøren Sargun Oshana har lånt Caspars ord og digte fra både Crip og Nye balancer og fra d. 16. april og til d. 9. maj 2026 sætter forestillingen CRIP op på Republique/Revolver.
Caspar please don´t Rest In Peace.
Crip Caspar Eric, Gyldendal 2025.
Anmeldt af Søren Møllgaard Kristensen, forstander Egmont Højskolen
Digt i indlægget bringes med tilladelse fra Caspar Eric og Gyldendal.
Bogen købes hos Gyldendal eller i boghandlen.
Dette indlæg er udgivet oktober 2025.
VIDEO
Hør Caspar Eric fortælle om bogen i denne video “Caspar Eric – CRIP” på Gyldendal Forlags Youtube kanal.
https://youtu.be/PAgF8nbRyOw?si=_4u-TpfpTxO-j1kR
TEATER
Republique/Revolver i København viser teaterforestilling baseret på Caspar Erics digte fra Crip og Nye balancer. Spiller 16. april – 9. maj 2026.
Læs mere
