En forkert kørestolspude og manglende fagligt ansvar har ifølge Martin Iversen været medvirkende til fire et halvt år med tryksår, operationer og indlæggelser. Hans genoptræning er blevet forsinket, og store dele af hans liv har været sat på pause. Først efter en lang kamp for at blive hørt begyndte der at ske fremskridt.
I 2021 pådrog den dengang 65-årige Martin Iversen fra Ganløse sig en rygmarvsskade efter en alvorlig ulykke, hvor han blev påkørt bagfra af en bil, mens han cyklede.
Fra et aktivt liv med cykling og atletik var Martin nu fuldstændig afhængig af fagpersoner, der vidste, hvad de gjorde.
I dag stiller han spørgsmål ved de beslutninger, der blev taget på hans vegne.
En kamp om stol og pude, der ikke aflastede
Martin blev i første omgang bevilget en el-kørestol.
– I Hornbæk mente de ikke, at jeg ville blive mere selvhjulpen i en manuel stol. ‘Din fremtid bliver i el-stol’, sagde de. Men de vidste ikke, hvad JEG var i stand til, fortæller Martin, der meget tidligt var besluttet på at klare sig i en manuel stol.
Først efter to et halvt års kamp og en ankesag lykkedes det ham at få bevilget en manuel kørestol.
Derefter startede endnu en kamp.
Ansvaret for at vælge siddepude til den manuelle kørestol blev i praksis overladt til stolens leverandør.
Den første pude var en standard-skumpude. Martin klagede, fordi han oplevede, at den ikke gav den nødvendige aflastning. Efter lang tids venten fik han bevilget en Vicair-pude, men heller ikke den aflastede tilstrækkeligt.
Han klagede igen, og efter endnu en lang proces fik han sin nuværende hybridpude med luftkamre bagtil.
Udvikling af tryksår
I næsten et halvt år sad Martin i den nye manuelle kørestol på en pude, der ikke gav tilstrækkelig trykaflastning. Han udviklede tryksår over begge sædeknogler – ét på hver balle. Udviklingen blev dokumenteret i Pleje.net.
– Det fremgik af såropmålingerne, at sårene blev værre. Det blev dokumenteret og påtalt, men ingen i systemet reagerede, fortæller han.
Først da han fik hybridpuden, og producenten indstillede den korrekt, begyndte sårene at vise tegn på bedring.
For Martin er det et afgørende punkt: Den rigtige løsning fandtes, men der gik alt for lang tid, før han fik den.
Hvem har det faglige ansvar?
Martin mener, at ansvaret for korrekt trykaflastning først og fremmest ligger hos det fagkyndige personale – ikke hos en sælger, der leverer en kørestol eller pude.
Hans oplevelse har været, at fagpersonerne ofte henviste til leverandøren, når der skulle træffes beslutninger om valg og indstilling af puden.
Først da hans pude blev tryktestet på Specialhospitalet, oplevede han en egentlig fagprofessionel tilgang til problemet. Men på det tidspunkt var tryksårene allerede så fremskredne, at de var vanskelige at få under kontrol.
– Der skal være et tydeligt fagligt ansvar for at forebygge tryksår, følge udviklingen og reagere, når trykaflastningen ikke fungerer, mener Martin.
Stående stilling blev ikke en del af planen
Martin sætter også spørgsmålstegn ved, om der fra begyndelsen blev taget tilstrækkeligt hensyn til hans kropsbygning og den belastning, der opstod, når han sad med hoften bøjet i 90 grader.
– Man burde have tænkt: Er det nu så smart at placere en lang, spinkel mand med meget lidt polstring på bagdelen i en stilling, hvor sædeknoglerne belaster underlaget direkte? Og ovenikøbet på en pude, der ikke er tilpasset til optimal trykaflastning?” siger han.
Han peger desuden på stående stilling i en stå-støttestol som en mulighed, der burde have været undersøgt og fulgt mere systematisk.
Under sit genoptræningsophold i Hornbæk fra november 2021 til april 2022 blev stående stilling kun forsøgt få gange. Martin efterspurgte gentagne gange at fortsætte træningen, men oplevede ikke, at det blev prioriteret.
Han var ellers topmotiveret for at træne og udvikle sine funktioner og mener, at praktiske udfordringer med udstyr og bemanding ikke bør stå i vejen for at undersøge muligheder, der kan have stor betydning for den enkeltes fremtid.
Han hævder ikke, at stående stilling med sikkerhed ville have forhindret tryksårene. Men han mener, at stående aflastning burde have været undersøgt som en del af en samlet plan for hans rehabilitering og forebyggelse.
Martin måtte selv drive sagen frem
Efterhånden handlede kampen ikke kun om at stoppe udviklingen i tryksårene, men også om at finde en løsning, der kunne få sårene lukket.
Martin fortæller, at han fra Bispebjerg Hospital fik beskeden om, at han måtte lære at leve med sårene. Det accepterede han ikke.
Her fik han hjælp fra sin kommunale sårsygeplejerske, som tilfældigvis havde deltaget i et kursus, hvor hun havde hørt om såkaldt svinglapkirurgi. Hun opfordrede Martin til at insistere på, at muligheden blev undersøgt.
Til Martins held havde lægen på Bispebjerg Hospital deltaget i det samme kursus.
Martin blev opereret med svinglapkirurgi på den ene balle i begyndelsen af 2026 og fik et halvt år senere, i oktober, foretaget en tilsvarende operation på den anden. Forude venter nu et længere genoptræningsforløb på Afdeling for Rygmarvsskader i Glostrup (BEC).
For ham rejser forløbet et vigtigt spørgsmål: Hvorfor blev denne behandlingsmulighed ikke bragt på banen tidligere?
– Når en relevant behandlingsmulighed findes, bør patienten ikke være afhængig af, at de rette fagpersoner tilfældigvis har været på det rette kursus, understreger Martin.
Et liv sat på pause
Konsekvenserne af tryksårene har ramt næsten alle dele af Martins hverdag.
Genoptræningen er blevet forsinket, og han har ikke kunnet deltage i bassintræning. Forflytninger er blevet vanskeligere, og alvorlige infektioner har ført til indlæggelser.
Han har også mistet sit arbejde som lærer. Ifølge Martin blev han fyret på grund af for meget fravær, som blandt andet skyldtes tryksårene.
Samtidig har sårene begrænset hans sociale liv betydeligt.
– Når man ikke kan sidde i sin kørestol, som man har behov for, bliver det svært at komme ud og deltage i aktiviteter.
Frihed på hjul.
I dag kan Martin bruge venstre arm i begrænset omfang og køre manuel kørestol. Han bruger dog primært el-kørestolen, fordi den fungerer som førersæde i hans kassevogn. Vejen til at genvinde funktioner og selvstændighed har været lang og krævet en stor personlig indsats.
– Blod, sved og tårer. Det har kostet mig utroligt meget, siger han.
»Tre år spildt«
Martin mener, at han burde have fået tilbudt svinglapoperation allerede i foråret 2024, da sårene ifølge ham var blevet væsentligt mindre.
Han tror, at en tidligere operation kunne have bragt ham et helt andet sted hen. I stedet forventer han først at kunne begynde på den egentlige genoptræning i løbet af 2027.
– Tre år spildt, siger han og fortsætter:
– Jeg fik forklaret af ortopædkirurgen, der opererede mig, at min rygmarvsskade ikke var komplet, men bestod af en læsion i den ene side af rygmarven.
Nu håber Martin, at det kommende ophold på Afdeling for rygmarvsskader (BEC) kan bringe ham videre. Han planlægger at medbringe sin ståstøttestol, så han kan afprøve stående stilling som en del af arbejdet med sårheling og genoptræning.
Martin har købt en ståstøttestol, så han kan afprøve stående stilling som en del af arbejdet med sårheling og genoptræning.
Han håber samtidig, at erfaringerne kan bidrage til større viden om mulighederne for andre i en lignende situation.
Om stående stilling kan forbedre sårhelingen i hans tilfælde, må det kommende forløb vise.
Forebyggelse kræver, at nogen tager ansvar
Martins historie rejser spørgsmål, som rækker ud over hans eget forløb.
Hvordan sikres det, at mennesker med en rygmarvsskade fra begyndelsen får en kørestol og en pude, der passer til deres individuelle behov? Hvem har ansvaret for at følge op, når tryksår udvikler sig? Og hvordan sikres det, at dokumentation om forværring fører til handling?
Martin efterlyser et sammenhængende, tværfagligt forløb, hvor fagpersoner samarbejder, deler deres viden og reagerer, når noget ikke fungerer. Hans budskab er derfor klart:
– Tryksår skal forebygges, før de udvikler sig til langvarige og alvorlige sår. Ingen skal være nødt til at kæmpe i årevis for den trykaflastning og behandling, der kan være afgørende for deres fremtidige liv.
Udgivet november 2026
Privatfoto
