Et aktivt liv i naturen blev vendt på hovedet, da Lene Bitsch pludselig fik en alvorlig rygmarvsskade. Her fortæller hun ærligt om sygdomsforløbet, kampen for at genvinde førligheden – og usikkerheden på fremtiden.
I januar 2025 skulle jeg have været på min første vandreferie i udlandet. Vi var otte fra min vandregruppe, der skulle gå på Bali i 14 dage. Jeg havde glædet mig længe.
Men nogle måneder før – i september 2024 – faldt jeg pludselig på en vandretur. Uden forvarsel og uden at kunne tage fra. Forklaringen kom senere: en rygmarvsskade, der påvirkede nervesignalerne. Snart fulgte flere fald, nedsat førlighed, smerter og en lang række undersøgelser.
Den 3. marts 2025 blev jeg opereret for en diskusprolaps mellem 5. og 6. nakkehvirvel – med umiddelbart godt resultat. Jeg kom hjem dagen efter og kunne gå meget pænere end før operationen.
Men seks dage senere forværredes min tilstand drastisk, og jeg blev akut indlagt og opereret igen. Da jeg vågnede, var jeg lam fra armhulerne og ned.
Et aktivt liv – før ulykken
Jeg hedder Lene Bitsch, er 63 år og bor i Dollerup Bakker syd for Viborg. Jeg er mor til tre voksne børn og bedstemor til to små drenge. Jeg er uddannet håndarbejds-, idræts- og naturfagslærer.
Mit netværk er stort og tæt – naboer, venner, kollegaer, vandrevenner. Jeg har altid været aktiv: arbejdet fuldtid som lærer i en specialklasse, givet massage, lavet mad fra bunden og gået utallige ture i naturen.
I 30 år har jeg boet alene i mit gamle hus i bakkerne – med træpillefyr, udendørs trapper og masser af praktiske gøremål. Indtil for nylig. For mit helbred kunne ikke længere følge med.
Vejen tilbage: træning, stædighed og håb
Efter den akutte operation blev jeg i slutningen af marts overført til Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) i Viborg. Jeg ankom i kørestol og med svære smerter – men jeg var klar til at kæmpe.
Heldigvis har jeg altid holdt mig fysisk i form, og det kom mig til gode. Med intensiv genoptræning, stædighed og støtte fra personalet og medpatienterne kunne jeg efter nogle uger gå igen. Uden rollator, men med balanceproblemer og stor træthed.
Min skade viste sig at være forkalkning omkring rygmarven dannet over tid, en diskus samme sted og efter første operation en blodansamling i rygraden med lammelse til følge.
Jeg har stadig føleforstyrrelser i hele kroppen, fra skuldre til fødder. Hænderne kan ikke skelne mellem berøring og prik, og jeg kan ikke stå op i længere tid. Men jeg har fået styr over vandladning og afføring. Og jeg kan gå – og jeg kan selv igen.
Mit barnebarn på besøg i en hjemmeweekend. Birk på fire år får sin første sytime, mens jeg koncentrerer mig om at holde balancen. Birks sylyst er meget motiverende for min balancetræning. Privatfoto.
Hverdag i forandring
Jeg blev udskrevet fra VCR i august. I dag bliver jeg arbejdsprøvet to timer, to dage om ugen i en ny funktion på skolen. Jeg går også til genoptræning og træner selv i Loop. Men jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage til et rigtigt job eller et fleksjob. Kommer jeg til at få mere energi med tiden?
Min økonomi er uvis, og det samme er min fremtid.
Jeg har netop solgt mit hus. Det er for krævende at bo alene i et gammelt hus i det kuperede terræn. Det har været 30 skønne år, men ikke nu hvor helbredet ikke er til det.
Derfor står jeg midt i beslutningen: Skal jeg flytte til byen, tættere på kultur, offentlig transport og mine børn – som bor i hhv. Aarhus, på Djursland og i København? Eller blive på landet, hvor naturen giver mig ro og glæde?
Et liv i opbrud – og nye muligheder
Mit sygdomsforløb har været voldsomt, men jeg er også dybt taknemmelig. For sundhedsvæsenets indsats. For træningsmulighederne. For mit netværk.
Men jeg er stadig i mine følelsers vold – særligt når det handler om at forlade mit hjem og det liv, jeg har bygget op.
Er det værd at kæmpe for at komme tilbage på arbejdsmarkedet – eller skal jeg prioritere helbred, træning og tid med børn og børnebørn?
Jeg ved det ikke endnu. Men jeg kæmper stadig – og jeg har ikke givet op.
Tekst: Lene Bitsch
Privatfoto
Udgivet november 2025.
