Efter mere end 30 år som kørestolsbruger savnede Max Birkelund en enkel mulighed for at aflaste kroppen. I dag er løsningen på vej ud i verden. Og samarbejdet med Rygmarvsskade.info giver god mening for Max.

 

Nogle gange begynder en idé med et problem, man selv kender. Sådan begyndte historien om Envy Comfort.

– Efter mere end 30 år med lange dage i min manuelle kørestol fik jeg et stigende behov for at kunne lægge mig tilbage, hæve benene og aflaste ryg og bagdel uden først at skulle forflytte mig til seng eller stol, fortæller Max Birkelund, og fortsætter:

– Da løsningen ikke fandtes, måtte vi selv udvikle den.

Fra idé til virkelighed

Idéen tog form i 2021. Det, der begyndte som et personligt behov, blev til udviklingen af Envy Comfort – tidligere kendt som kørestols-stolen eller vippestolen.

I 2025 blev løsningen nomineret til Årets Nyhed på Health & Rehab-messen.

Siden er der sket meget. Envy Comfort er gået fra udviklingsprojekt til et færdigt produkt, og ambitionen er nu at udbrede kendskabet til løsningen – også uden for Danmark.

En pause uden at forlade kørestolen

Grundideen bag Envy Comfort er enkel.

Den manuelle kørestol køres ind i enheden, hvorefter brugeren kan bevæge sig fra en aktiv siddestilling til en mere tilbagelænet position. Benene kan hæves, kroppen kan aflastes, og siddestillingen kan varieres. Og når pausen er slut, er det hurtigt muligt at vende tilbage til den aktive siddestilling.

For Max handler det ikke kun om komfort.

– Det handler også om at kunne få en pause fra den belastning, som mange timers siddetid kan give – uden at man behøver at man forlader fællesskabet omkring sig.

Et sponsorat med mening

Max Birkelund har valgt at støtte Rygmarvsskade.info som sponsor. Det er ikke tilfældigt.

– I er en forening, der gør noget godt for os kørestolsbrugere. Det passer fint ind i min verden. Vi arbejder for samme sag, siger han.

Han peger især på Rygmarvsskade.infos arbejde med viden og forebyggelse af tryksår – et område, der også ligger tæt på tankerne bag Envy Comfort.

– Da jeg udviklede kørestols-stolen, havde jeg også fokus på aflastning som en måde at forebygge tryksår på. Her går vi hånd i hånd. Det handler om viden og om at kunne gøre en forskel, siger Max Birkelund.

Dermed er sponsoratet mere end et logo på en hjemmeside. For både Envy Comfort og Rygmarvsskade.info handler det om at sætte fokus på løsninger, viden og et bedre hverdagsliv for mennesker med rygmarvsskade.

En dansk idé på vej ud i verden

Med Envy Comfort har Max Birkelund dermed taget skridtet fra selv at mangle en løsning til at udvikle en, som andre kørestolsbrugere forhåbentlig også kan få glæde af.

 

Udgivet september 2026

 

Envy Comfort produceres hos AutoMax i Vorbasse og findes i modellerne Envy Comfort 65 og Envy Comfort 75, som produceres i flere træfarver. Hver stol får et individuelt serienummer, så produktet kan spores. Den centrale tekniske løsning er patentanmeldt, og virksomheden er i den afsluttende fase med CE-mærkning og den tekniske dokumentation efter EU’s forordning om medicinsk udstyr, MDR.
Læs mere på
Envy Comfort.

 

TEMAAFTEN

Tilmeldte deltagere på temaaften BIL, BPA & BEVILLINGER får mulighed for at se og prøve vippestolen, Envy Comfort.

LÆS OGSÅ

Kørestols-stol: Verdensnyhed forebygger tryksår